De forsvarende Super Bowl-mestre henter linebackeren ind til at styrke forsvarets bredde og holdets special teams.

Paul Worrilow blev i sin tid draftet af Atlanta Falcons, hvor han hurtigt slog sit navn fast som en solid linebacker i forsvaret mod løbespillet. Siden er Worrilows karriere gået betragteligt nedad bakke som følge af skader og et yderst varierende bundniveau.

Det betød, at han i fjor blev skippet videre til Detroit Lions. Her indgik Worrilow kun i 1/4 af Lions’ defensive snaps, mens han i stedet fik spilletid på holdets special teams. Det rakte imidlertid ikke til en ny chance i Detroit. I stedet skal Paul Worrilow nu forsøge at kickstarte sin karriere hos Philadelphia Eagles.

I første omgang skal Worrilow fokusere på at spille sig til en plads i den endelige trup. I sin karriere står den stadig kun 27-årige linebacker noteret for 415 tacklinger, 4 sacks og 2 interceptions siden 2013.