De leverede en Super Bowl til Philadelphia i februar, og nu har holdet belønnet general manager Howie Roseman og head coach Doug Pederson med nye kontrakter, der løber frem til 2022.

I februar vandt Philadelphia Eagles for første gang nogensinde Super Bowl, da de besejrede New England Patriots. Det skete ikke mindst på baggrund af et stærkt bygget hold og en trænerstab, der tog spillerne til nye højder.

Eagles-organisationen har derfor også forlænget aftalerne med head coach Doug Pederson og Executive VP of Football Operations (fancy navn for general manager) Howie Roseman. De to er nu på kontrakt til og med 2022-sæsonen.

Doug Pederson kom til holdet i 2016 efter Chip Kelly-fiaskoen og fik i løbet af et par sæsoner udviklet Carson Wentz fra en rookie til en superstjerne. Men Pederson havde en stor finger med i spillet om udvikle holdets quarterback, gav general manager Howie Roseman ham en fantastisk trup udover Wentz.

Med aggressive handler fik Roseman ryddet op og givet nye spillere, som Pederson kunne arbejde med. Ud røg overbetalte spillere som Byron Maxwell og DeMarco Murray, og ind kom i stedet nye profiler som Rodney McLeod og Brandon Brooks.

Selvom de sidste par års handler gav en Super Bowl, har Roseman heller ikke hvilet på laurbærene i denne off season, hvor en spiller som Michael Bennett er blevet tilføjet. Uden nævneværdige svækkelser er Eagles derfor igen blandt favoritterne, når 2018-sæsonen starter.