Philadelphia Eagles har fyret den 29-årige runningback, Ryan Matthews, efter to skadesplagede år i Philadelphia.

Det har længe ligget i kortene, men nu er det endelig blevet officielt. Philadelphia Eagles har revet runningbacken Ryan Matthews’ kontrakt i stykker. Det skriver de i en meddelse på deres officielle Twitter-profil.


– Først og fremmest, så er vi glade for, at Ryan er rask og klar til at spille football igen, men med vores nuværende runningback-gruppe in mente, har vi besluttet, at det er bedst at gå i hver vores retning, skriver de blandt andet.
Fyringen, der vil spare Eagles $4 millioner, har været forventet, siden de hentede LeGarrette Blount i maj. Eagles har ventet på, at runningbacken blev sin nakkeskade kvit og bestod et lægetjek, hvilket han altså gjorde tirsdag.
Det blev til to skadesplagede år i Philadelphia for Matthews, siden han kom til fra Chargers i 2015. Han nåede at løbe for 1200 yards og 14 touchdowns på 26 kampe.
Med afgangen af Matthews består Eagles’ runningback-gruppe af de tre vævre runningbacks, Darren Sproles, Wendell Smallwood og Donnel Pumphrey, og den mere fysiske runningback, LeGarrette Blount.