Mens vi så småt er i gang med at varme op til endnu en NFL-sæson, annoncerer en af ligaens profiler igennem de seneste mange år, at det bliver den sidste for sit vedkommende.

Det drejer sig om Eagles-runningback og det generelle footballvåben, Darren Sproles, som annoncerer sit karrierestop efter sæsonen. Den dynamiske spiller er efterhånden blevet 35 år gammel, en høj alder for en runningback i NFL. Efter skader ødelagde den forgangne sæson, der ellers endte med en Super Bowl-sejr til Eagles, har Sproles taget beslutningen om den snarlige pensionering. I et brev til holdets fans annoncerede han sit valg.

Den 35-årige spiller fortæller, at den originale plan var at lægge footballstøvlerne på hylden efter 2017-sæsonen, men skaden og det fantastisk år Philadelphia havde, har fået ham tilbage på banen. Sproles fortæller, at han følte, at han havde haft en fremragende karriere, men skaden berøvede ham den afslutning, som han ønskede. Derfor trækker han i Eagles-uniformen den kommende sæson.

En stor del af beslutningen kom efter Sproles var påbegyndt træningen igen. Han følte, at han stadig kunne levere og vigtigst af alt, han havde stadig evnen til at undgå tacklinger. Den lille vævre runningback udtaler selv, at netop den evne er grunden til, at han har været så succesfuld i NFL.

“Med min størrelse spørger folk mig ofte, hvordan jeg har skabt en karriere på over et årti, og hemmeligheden er simpel – lad vær’ med at blive ramt. Football er en kontaktsport, så at få min adræthed tilbage var en nøglefaktor i min beslutning om at spille et år mere.”

Veteranen har spillet i NFL siden 2005, hvor han blev draftet i fjerde runde af San Diego Chargers. Her spillede han på hold med både Michael Turner og LaDainian Tomlinson. Sproles har været fremragende i kastespillet for Chargers og senere hen Saints og Eagles. Sproles har leveret flere spektakulære spil og sæsoner, og i 2011 skaffede han flest samlede yards i en enkelt sæson i NFL-historien. 2.696 yards i løbe-, kaste- og returningernsspillet blev det til for Sproles.

Runningbacken har ottende flest samlede yards i NFL-historien gennem hele sin karriere og håber at slutte i top fem, når den sidste sæson er slut. I det tilfælde vil det kun være Emmitt Smith, Walter Payton, Brian Mitchell og Jerry Rice, der har produceret flere yards i deres karriere. Det er okay selskab at være i.