Det er en stolt tradition, at Super Bowl vinderne skal en tur på besøg hos præsidenten i Det Hvide Hus for at fejre deres triumf, men dette kommer ikke til at ske i år.

Donald Trump meldte tirsdag ud, at hverken Eagles-spillere eller -stab er velkomne til det ellers så traditionelle besøg i Det Hvide Hus. Det skyldes, at spillerne ifølge Trump selv ikke støtter op om de nye regler omkring afviklingen af nationalmelodien før kampen, og dermed ikke viser respekt for landets militær.

De er uenige med deres præsident, der gerne ser, at man står stolt op under nationalmelodien med deres hånd på hjertet og viser respekt for de mænd og kvinder, der repræsenterer vores land i militæret.

Konflikten kommer i kølvandet på de nye regler omkring afviklingen af nationalmelodien før kampe. Mere konkret betyder de nye regler omkring nationalmelodien, at spillere, der ikke vil stå op under nationalmelodien før kampstart, må forblive i omklædningsrummet indtil kampstart.
Læs Marc Skaftes glimrende klumme om hele polemikken omkring de nye regler lige her.

Mange fra Eagles, heriblandt WR Torrey Smith, der næste sæson spiller for Panthers, havde allerede udtalt, at de ikke havde intentioner om at aflægge visit hos Trump i Det Hvide Hus. Sidste år, hvor Patriots vandt Super Bowl, valgte flere af spillerne ikke at dukke op, heriblandt Tom Brady, Martellus Bennett og runningback LeGarette Blount.

Men i år har Trump altså helt valgt at forbyde Eagles spillerne at komme. Dette betyder dog ikke, at der ikke vil blive afholdt nogen ceremoni. Trump skriver nemlig, at han vil være til ceremonien i Det Hvide Hus klokken 15, hvor de tusinder af Eagles-fans er velkomne til at deltage, i hvad der vil være en anderledes ceremoni, hvor man vil hylde Amerika.

Vidste du: Spillerne har faktisk ikke altid stået på banen under nationalmelodien. Det var først i 2009 at spillerne kom ud af omklædningsrummene til nationalsangen til kampe i bedste sendetid. Før da forblev de faktisk i omklædningsrummet indtil nationalmelodien var sunget færdig.