DeMarcus Ware offentliggjorde sin beslutning om at gå på pension i sidste uge, men det var ikke fordi, han ikke kunne have fortsat sin karriere. Dét kunne han, og han var blevet betalt fyrsteligt for det.

Dette rapporterer NFL.coms Conor Orr i dag.
https://twitter.com/balleralert/status/842026635046019073
Adspurgt om ikke tilbuddet var lokkende, sagde Ware: ”Man gennemgår så meget som spiller. Og man udholder meget, for at kunne blive ved med at spille. For mig personligt har det været min nakkeskade og rygskaden.”
Han mærkede dog intet til skaderne her og nu: ”Men som jeg står lige nu og her, har jeg det fantastisk. Min krop føles ungdommelig. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kunne have fortsat med at spille, og at jeg kunne have spillet 2-3 sæsoner mere. Men jeg er realistisk omkring det. Min krop er god nu, men hvor lang tid vil den være det? Hvor langt kan man presse kroppen, når man bliver 34-35 år? Og hvor langt bør man presse den, når man ved at det skader kroppen?”
Ware har spillet 12 sæsoner i NFL, hvor han har bidraget med 654 tacklinger, hele 138,5 sacks, 35 forcerede fumbles og 3 interceptions.
Ware ville ikke ud med, hvilket hold der havde tilbudt de mange penge, men at Ware sagde nej til $9 mio, eller ca. 62 millioner kroner, gør ham nok ikke så meget. Internetsportsiden Spotrac.com gætter på, at Ware har tjent $90 mio (ca. 624 mio. kr) i løn gennem hans NFL-karriere, og dertil kan man lægge diverse sponsoraftaler.