Mark Davis garanterer, at Raiders spiller i Oakland de næste to sæsoner

Først var det St. Louis Rams, som hev teltpælene op og flyttede til Los Angeles. så gik snakken om Raiders skulle flytte enten til LA eller Las Vegas, og næste år har San Diego Chargers muligheden for at blive et LA hold, hvis de vælger at takke ja til tilbuddet om at dele stadion med Rams.

Ja, der er flyttekaos i NFL i øjeblikket.

Oakland Raiders ser dog ud til at flytte østpå mod Las Vegas i stedet for til Los Angeles. Holdet har netop fået godkendelse til at bygge et stadion og finansieringsplanen forventes godkendt mandag til et nyt stadion i “syndens by”. Her skal et stadion til en værdi af 1.9 milliarder dollars opføres, hvoraf Nevada har tilbudt at finansiere de 750 millioner dollars.

Raiders kan tidligst til januar anmode de øvrige holdejere om en flytning, men selvom holdet skulle få de 2/3 opbakning fra de andre ejere, så garanterer ejer Mark Davies, at holdet spiller de næste to sæsoner på Coliseum i Oakland. Det skriver Paul Gutierrez fra ESPN.com