Sebastian Janikowski har sendt sit sidste spark af sted som Oakland Raiders-kicker. Den 39-årige polak har tilbragt 18 år hos AFC West-holdet.

En ny æra begynder, mens en anden slutter i Oakland. Jon Gruden er tilbage som head coach for Raiders, mens hans mandskab bliver med en anden mand på kicker-positionen, end det har været siden 2000 – hvor Gruden faktisk også var cheftræner for ‘Silver & Black.’

Sebastian Janikowski er blevet fritstillet af Raiders efter 18 sæsoner, hvor han i størstedelen af tiden har været en af ligaens bedre – hvis ikke blandt de bedste – til at sende den ovale bold i mellem de gule stænger.

‘Father Time’ virker til langsomt at have indhentet Janikowski, der sad ude med en skade i hele 2017. Italienske Giorgio Tavecchio, som gjorde en fin figur i polakkens fravær, forventes at overtage jobbet.

Janikowski blev draftet med 17.-valget i år 2000, hvilket er højst usædvanligt for en kicker og fuldstændig uhørt at forestille sig i nutidens NFL. Kickeren har et imponerende CV og kan blandt andet klappe sig selv på skulderen over at have rekorden for flest 50+ yards field goals (55) og flest kampe nogensinde for Raiders (269). Han har ramt på 414 af 515 field goals (80,4%)

2011 står lidt overraskende som året, hvor Janikowski blev valgt til sin eneste Pro Bowl og første All Pro-udtagelse (second-team). Samme år tangerede han rekorden for det længste field goal nogensinde, da han ramte fra 63 yards i en Monday Night Football-kamp mod Denver Broncos.