Oakland Raiders-quarterback Derek Carr har sat sin signatur på en fem-årig kontraktforlængelse, der giver ham $25 millioner årligt.

For et år siden blev Andrew Luck den bedst betalte spiller i NFL med en årsløn på $24,6 millioner, men den titel tilhører nu Raiders’ Derek Carr. Han har nemlig underskrevet en fem-årig kontraktforlængelse på $125 millioner svarende til $25 millioner om året.


Derek Carr breakede nyheden på samme tid som NFLs Ian Rapoport, og som det kan ses i tweetet lige herover, er quarterbacken meget begejstret for aftalen.
26-årige Carr er på vej ind i sin fjerde sæson i NFL efter et 2016, hvor han var en MVP-kandidat, før et brækket ben satte en stopper for hans og Oaklands drømme om en Super Bowl. I sine første tre sæsoner har han kastet for 11.194 yards samt 81 touchdowns og 31 interceptions.
Nu er spørgsmålet så, om Derek Carr kan belønne Raiders ved at hæve sit spil yderligere og tage holdet til den Super Bowl, som man har sukket efter i mange år.