I samarbejde med LA Travel arrangerer Gul klud NFL-rejser. Det vækkede interessen hos Patriots’ hjemmeside, der fik en snak med Claus Elming under den seneste tur!

Turen blev afsluttet med Monday Night-opgøret mellem New England Patriots og Baltimore Ravens. Her blev Elming sammenlignet med en af de største personligheder i amerikansk fodbolds historie af Patriots.com.

Èn ting er at følge amerikansk fodbold indædt fra den europæiske side af Atlanten, noget andet er at opleve den fantastiske sport på tætteste hold. Det fik 40 heldige danskere muligheden for under den seneste NFL-rejse arrangeret af Gul kluds Claus Elming i samarbejde med LA Travel.

Turen fandt sted i forrige uge, hvor den store gruppe søndag så Dolphins besejre Arizona Cardinals hjemme i Miami, hvorefter kursen blev sat nordpå til Foxboro.

Her ventede et vaskeægte MNF-brag mellem New England Patriots, men inden det, der skulle vise sig at blive en forrygende kamp, vækkede danskergruppen interessen hos Patriots’ egen hjemmeside, hvilket resulterede i et interview med NFLming om rejsen og amerikansk fodbold i det hele taget.”Det er første gang, jeg er i Boston. Første gang i Foxborough. Jeg er virkelig spændt. Jeg har været på mange NFL stadions, men da den denne her chance kom, sagde jeg: Det her bliver for fedt,” fortalte Elming til Patriots’ livsstilsredaktør, Angelique Fiske.

I artiklen beskrives Claus Elming som Danmarks John Madden. Madden er en ekstremt karismatisk skikkelse i amerikansk fodbolds historie. Fra slutningen af 70’erne var han cheftræner for et dominerende Oakland Raiders-hold, hvilket kulminerede med en Super Bowl-triumf i 1976-sæsonen. Siden blev Madden en af de mest anerkendte kommentatorer hos både CBS, Fox, ABC og senest NBC, før han trak sig tilbage i 2009. Koryfæet har også lagt navn til EA Sports populære serie af playstationspil (NFL Madden).

Sammen med TV2 Zulu begyndte Elming at arrangere rejser for 12 år siden, da efterspørgslen for at komme til USA blev større og større. Og oplevelsen på Gillette Stadium blev ekstra special af, at gruppen fik lov til at komme ind på selve grønsværen og få taget et gruppebillede.”Der er vel fem eller seks i gruppen, der har rejst med os før, så det betyder, at der er 34 eller 35 med på deres første tur, nogle af dem for første gang i USA. Det er kæmpestort for dem, sagde Claus.

“Og så endda at få lov til at komme ind på banen, så de gå hjem og sige: ‘Hey, jeg var faktisk på Gillette Stadium. Jeg mener ikke stadionet, men selve banen. Du ved i endzone, den endzone, hvor en spiller vil gribe et touchdown.”

Da Claus Elming i går blev spurgt om sammenligningen med John Madden, havde han følgende kække kommentar: “Jeg er faktisk skuffet over, det ikke er Madden, der bliver kaldt for den amerikanske NFLming.” Selvfølgelig sagt med en vis ironi og et smil på læben.

Du kan læse artiklen på Patriots.com her.

Har du lyst til at opleve verdens fedeste sport på stadion, så er der mulighed for det igen næste år, og du kan allerede nu bestille rejse og billetter til kampene i London!