Carson Palmer var tilbage i topform, og en konverteret runningback gik amok for Packers – men hvem var egentlig de bedste på hver position i spillerunde 14? Det får du svaret på her.

Gul Klud giver dig i løbet af sæsonen ugens hold. Altså hvilke spillere, der var sidste spillerundes bedste på sin position. Ugens hold er baseret på analysesitet Pro Football Focus’ bedømmelser af hver spillers præstation.

Det er ikke nødvendigvis den spiller med de bedste stats, der kommer på ugens hold – der bliver også taget højde for de ting, man ikke normalt laver statistikker på, såsom blokeringer, yards efter kontakt og antal gange, man har presset quarterbacken.

Ud over de fem linjemænd og quarterbacken, består angrebet af tre receivere, én runningback og én tight end – da det efterhånden er sådan, NFL-hold stiller op det meste af tiden. Af samme grund består forsvaret af fire linjemænd, to linebackere, tre cornerbacks og to safeties.

Tallet i parentes angiver, hvor mange gange den pågældende spiller har været på Gul Kluds ugens hold. Hvis der ikke er en parentes, er det første gang.

Vi så mange store præstationer i weekenden – her er ugens hold.

ANGREB

Quarterback – Carson Palmer, Arizona Cardinals
Det har ikke været en god sæson for Palmer og Cardinals, men i søndags lykkedes det for den aldrende quarterback at levere en rigtig god præstation. Cardinals tabte godt nok til Saints, men Palmer kastede for 318 yards og to touchdowns. Det kunne godt have blevet til mere, hvis ikke det var fordi, receiverne tabte et par bolde.

Runningback – Ty Montgomery, Green Bay Packers
Montgomery startede sæsonen som receiver, men er på grund af skader og dårligt spil af holdets andre runningbacks blevet omskolet. Det har vist sig at være en god beslutning af cheftræner Mike McCarthy. I søndags blev det til 162 yards og to touchdowns på 16 løb – 160 af de yards kom, efter han var blevet rørt af en forsvarsspiller.

Wide receiver – Brandin Cooks, New Orleans Saints
Cooks blev i kampen mod Cardinals blandt andet dækket op af Patrick Peterson, men det holdte ikke den lille, hurtige receiver tilbage. Cooks greb syv bolde for 186 yards og to touchdowns – en god dag på kontoret.

Wide receiver – Tyler Lockett, Seattle Seahawks
Lockett greb syv ud af otte bolde, der blev kastet til ham, for 130 yards og et touchdown. Russell Wilson passer-rating var 158,3 – eller perfekt – når han kastede til Lockett.

Wide receiver – Jarvis Landry, Miami Dolphins
Er tre grebne bolde nok til at komme på ugens hold? Ja, når det er for 108 yards og et touchdown – en tro kopi af Odell Beckham Jr.’s, Landry’s holdkammerat på LSU, lange touchdown mod Cowboys.

Tight end – Charley Clay, Buffalo Bills
Clay greb alle syv bolde, der blev kastet til ham, for 72 yards og et touchdown.

Venstre tackle – David Bakhtiari, Green Bay Packers (3)
Bakhtiari har været blandt de bedste tackles i denne sæson, og det viste han også i søndagens kamp mod Bears. På 40 kastespil tillod han hverken Aaron Rodgers at blive presset eller sacket – og det var endda mod rookie OLB Leonard Floyd, der har gang i en god første sæson.

Venstre guard – Josh Sitton, Chicago Bears
I mange år spillede Sitton ved siden af Bakhtiari i Green Bay – nu er de for en stund forenet på ugens hold efter en god kamp af Sitton, hvor han især spillede godt på kastespil.

Center – Alex Mack, Atlanta Falcons (2)
Endnu en god kamp af Mack, der fortsætter sit høje niveau fra årene i Cleveland. Mod 49ers fik Falcons’ runningbacks 6,2 yards i gennemsnit hver gang de løb bag Macks blokeringer.

Højre guard – Jahri Evans, New Orleans Saints
Evans så ikke ud til at have nogen fremtid i NFL, efter Seahawks fyrede ham kort før sæsonstart i år. Men den tidligere Saints-legende er tilbage i New Orleans, og lignede i søndags sit gamle jeg med en stærk præstation mod Cardinals. Han var perfekt på 54 kastespil og blokerede også godt på løbespil.

Højre tackle – Jack Conklin, Tennessee Titans (2)
Den unge rookie var på en stor opgave mod Chiefs’ frygtede pass-rush, men Conklin klarede det til UG og tillod kun Alex Smith at blive presset (ikke sacket) to gange på 37 kastespil. Conklin var dog endnu bedre på løbespil og har generelt spillet en rigtig god rookie-sæson.

FORSVAR

Defensive end/Outside linebacker – David Irving, Dallas Cowboys
Han spillede ’’kun’’ 38 snaps mod Buccaneers, men Irving var virkelig effektiv, når det gjaldt. Det blev til to sacks, og han fik yderligere lagt pres på Jameis Winston fire gange uden at sacke ham. Irving spillede faktisk så godt, at Bucs bænkede højre tackle Gosder Cherilus til fordel for Leonard Wester til sidst i kampen.

Defensive tackle – Aaron Donald, Los Angeles Rams (9)
Det er niende gang, Donald er på ugens hold. Han er en seriøs kandidat til Defensive Player of the Year og spiller på et næsten urimeligt højt niveau hver uge.

Defensive tackle – Ndamukong Suh, Miami Dolphins (2)
En solid kamp af Suh, der var med til at gøre livet svært for Jets-quarterback Bryce Petty hele kampen.

Defensive end/Outside linebacker – Melvin Ingram, San Diego Chargers
Ingram lavede et sack og fik presset Derek Carr yderligere fire gange i søndagens kamp mod Raiders. Det blev også til fem defensive stop og fik sågar slået en bold væk på et spil, hvor han skulle dække op mod kastet.

Linebacker – C.J. Mosley, Baltimore Ravens
Mosley spillede en mere eller mindre perfekt kamp mod Eagles i søndags. Han var god på både løbe- og kastespil, og fik lavet 10 solotacklinger. Han fik også ramt Carson Wentz to gange på blitzes (uden dog at sacke ham), og var stærkt medvirkende til, at Eagles-tight end Zach Ertz ikke havde en stor kamp.

Linebacker – Ryan Shazier, Pittsburgh Steelers (3)
Shazier blitzede kun syv gange, men fik alligevel lavet et sack og ramt Andy Dalton yderligere én gang uden at sacke ham.

Cornerback – Jalen Ramsey, Jacksonville Jaguars
Der blev kastet mod den receiver, Ramsey dækkede op, rigtig mange gange i søndagens kamp mod Texans. 14 gange, for at være helt præcis, og den unge cornerback tillod seks grebne bolde for 78 bolde. Han sørgede dog selv for, at fire af de 14 kast ikke endte i hænderne på receiveren, og lavede også en interception.

Cornerback – Terrance Mitchell, Kansas City Chiefs
Syv bolde blev sendt Mitchells vej mod Titans, og han tillod kun én grebet bold for fire yards. Marcus Mariota havde desuden en passer-rating på 39,6, når han kastede til den receiver, Mitchell dækkede op.

Cornerback – Logan Ryan, New England Patriots (2)
Ryan tillod fem ud af seks bolde at blive grebet – den sidste interceptede han dog, og de fem grebne bolde var kun for 35 yards.

Safety – Tony Jefferson, Arizona Cardinals (2)
Når det forsvar, man spiller på, tillader 48 point, burde man ikke være en del af ugens hold. Det er Jefferson ikke desto mindre efter en kamp, hvor han mere eller mindre var det eneste lyspunkt på den side af bolden.

Safety – Mike Adams, Indianapolis Colts
Adams lavede blandt andet en interception og var generelt god på både kaste- og løbespil.

SPECIAL TEAMS

Kicker – Chris Boswell, Pittsburgh Steelers
Boswell ramte seks ud af seks spark, hvor fem af dem var længere end 40 yards. Han fik også lavet en vigtig tackling på Bengals-returner Alex Erickson, der var på vej til at returnere et kick-off til touchdown.

Punter – Drew Kaser, San Diego Chargers
Kasers fem punts havde en gennemsnitslængde på 48,6 yards og blev kun returneret for 11 yards i alt.

Kick returner – Marqise Lee, Jacksonville Jaguars (2)
Lee har været på ugens hold før som receiver, men dette er første gang som kick-returner. Det sker efter en kamp, hvor Lee returnerede to spark – det ene for 33 yards og det andet for 100 yards, hele vejen til touchdown.