Moritz Boehringer imponerende alt og alle, da han i går viste sig frem foran adskillige NFL-hold til Florida Atlantics Pro Day.

 

Sebastian Vollmer, Björn Werner og Markus Kuhn. Der er lige nu tre tyskere i NFL, og det lader til, at der er endnu en på vej. Moritz Boehringer, der sidste år tørnede ud for Schwäbisch Hall Unicorns, er nemlig tilmeldt dette års draft, og ’hypen’ omkring ham stiger og stiger.

Boehringer, der er wide receiver, viste sig i går frem for adskillige NFL-hold, da han stillede op til universitet Florida Atlantics Pro Day, og han gjorde det godt. Rigtig godt.

Den ca. to meter høje tysker tysker viste en imponerende kombination af størrelse, hurtighed og styrke. Han løb en 40-yard dash på 4,43 sekunder, hoppede 99 centimeter på stående fod og løftede 102 kg i bænkpres 17 gange. Havde han været inviteret til dette års Scouting Combine, ville han have endt i top 5 i alle kategorier.

Boehringer greb også alle bolde, der blev kastet hans vej i de forskellige øvelser, og imponerede alle talentspejdere og trænere, der var til stede. Han var selvsagt glad for sin præstation, men havde alligevel ikke regnet med, at interessen for ham var så stor, som den viste sig at være.

’’Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, da jeg mødte op i dag, men jeg havde ikke regnet med, at der ville være så mange mennesker her,’’ siger Boehringer efter torsdagens Pro Day.

Usikker draftværdi

På trods af Moritz Boehringers imponerende Pro Day, er det stadig usikkert, hvorvidt han ender med at blive draftet. Han har indtil videre kun spillet i Tyskland, hvor niveauet er langt under amerikansk college-football.

Boehringer dominerede i Tyskland, men har selvsagt ikke været oppe imod nævneværdige modstandere endnu. På trods af det, forlyder det nu, at flere hold måske vil ofre et midtrundevalg på ham i den kommende draft. Patriots, Packers, Vikings, Broncos og Chiefs har udvist særlig stor interesse for den hidtil ukendte tysker, der nu er på alles læber.

Moritz Boehringer havde en imponerende sæson i 2015, der var hans første år i den bedste liga i Tyskland, German Football League. Han blev Rookie of the Year og greb 70 bolde for 1461 yards og 16 touchdowns.