I denne artikel vil Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen varme op til den kommende spillerundes torsdagskamp, hvor Kansas City Chiefs (11-2) og Los Angeles Chargers (10-3) brager sammen i et direkte opgør om divisionen og det første seed i AFC.

AFC West skal afgøres!

NFL’s 15. spillerunde bliver skudt i gang med en sand lækkerbisken, når Kansas City Chiefs tager imod Los Angeles Chargers på Arrowhead Stadium. Opgørets resultat får enorme slutspilsimplikationer, da blot en enkelt kamp skiller de to mandskaber i den samlede stilling. Kombineret med New England Patriots’ (9-4) nederlag i sidste runde er dette også en kamp om det første seed i AFC – og dermed en potentiel hjemmebanefordel på vejen til Super Bowl.

Værterne fra Kansas City kommer til opgøret efter en dramatisk sejr i forlængede spilletid over Baltimore Ravens. Patrick Mahomes retfærdiggjorde igen sit MVP-kandidatur, da han orkestrerede et sent comeback mod Ravens’ aggressive forsvar. Mahomes kastede bolden 53 gange for 377 yards og to touchdowns. Med sejren avancerede Chiefs – formelt set – til slutspillet, og med en sejr over Chargers i nat vil Andy Reids tropper også sikre sig AFC West-titlen.

San Di… Los Angeles* Chargers tog den tredje sejr på stribe, da holdet besejrede upåagtede Cincinnati Bengals med 26-21. Her viste Philip Rivers og Keenan Allen, at de fortsat hører til blandt NFL’s bedste offensive duos, da sidstnævnte greb 78 yards og Rivers’ eneste touchdown i opgøret.

Seneste nyt på skadesfronten

Rivers-Allen-duoen bliver sandsynligvis også afgørende for Chargers’ muligheder i nat, eftersom der er stor tvivl om runningback Melvin Gordons kampstatus. Trænerstaben lægger op til, at Gordon testes op til kampstart, før der træffes en endegyldig beslutning. Foruden Melvin Gordon er førstereserven Austin Ekeler endegyldigt dømt ude med en nakkeskade / hjernerystelse, hvilket potentielt efterlader Chargers med rookie Justin Jackson som første-runningback. Jackson har foreløbigt løbet bolden 27 gange for 139 yards og et enkelt touchdown i sin korte karriere som professionel.

Kansas City Chiefs har ligeledes skadesproblemer på runningback-positionen, hvor Spencer Ware døjer med en skulderskade, som han pådrog sig mod Ravens. Derudover er både Cam Erving (knæskade) og Sammy Watkins (fodskade) dømt ude. Chiefs’ forsvar får imidlertid et boost af abnorme dimensioner, da enhedens leder Eric Berry gør comeback efter at have siddet ude siden første spillerunde i 2017.

Hold øje med…

Jeg ser voldsomt meget frem til at se netop Eric Berry tilbage i Chiefs-forsvarets bagerste geledder. I sine otte år i NFL er Berry blevet udnævnt til ”1st Team All Pro” tre gange og til yderligere fem Pro Bowls, hvilket understreger hans enorme format. Hvis Eric Berry holder sit niveau, bliver han en væsentlig opgradering til Chiefs’ forsvar, der har tilladt flest kastede yards i NFL med 281,8 yards pr. kamp. Der er imidlertid ét område, hvor Chiefs-forsvaret har set skarpt ud, og det er i presset på modstanderens quarterback. Chiefs har således næst-flest sacks (42) i NFL, hvoraf Chris Jones (11,5 sacks), Dee Ford (11 sacks) og Justin Houston (5,5 sacks) udgør en spændende og eksplosiv trio. Kombineret med Eric Berrys tilbagekomst er det ikke utænkeligt, at forsvaret kan levere kampafgørende spil – både mod Chargers og i slutspillet.

Patrick Mahomes splittede Chargers’ forsvar i atomer med fire touchdowns, da de to hold mødtes i første spillerunde af 2018-sæsonen. Men til forskel fra det omvendte opgør er Joey Bosa tilbage fra sin fodskade, og han har leveret varen i sine fire foreløbige kampe med fire sacks og seks ”quarterback hits”. Kombineret med Melvin Ingram III på den anden side må det forventes, at Chargers får lagt massivt pres på Mahomes. Eftersom Chiefs’ løbeangreb er ganske amputeret er det særdeles påkrævet, at de offensive tackles Eric Fisher og Mitchell Schwartz spiller op til deres bedste. Det bliver et par interessante dueller!

Vidste du, at?

Kansas City Chiefs og Los Angeles Chargers er de to eneste hold i NFL, som har formået at score mindst 20 point i samtlige kampe i 2018. Det bager op til et pointfyldt opgør – og senest de to mandskaber mødtes i første spillerunde vandt Chiefs med 38-28.

Spiltips og picks

Det virkede til, at Jacksonville Jaguars’ forsvarsspillere var fint forberedte på at tackle Dion Lewis i torsdags. Men de formåede tydeligvis ikke at justere over for Derrick Henry, som både er 20 kg tungere og 18 centimeter højere end den vævre Lewis. Hermed en note til Jaguars’ forsvar til fremtidige møder med godstoget Henry: han skal tackles omkring benene – ikke i brystregionen…

Men! Vi brokker os ikke over udfaldet, da Henrys 238 (!) løbede yards og fire (!!) touchdowns var afgørende for, at artikelseriens seneste pick og spiltip gik hjem – sidstnævnte med en ”overbevisende” margin på 0,5 point. Dermed er vi nu 7-5 på picks-fronten og 8-4 med spiltips for sæsonen.

Det er årets sidste torsdagskamp, og derfor er det særdeles vigtigt, at vi rammer plet med forudsigelserne. Philip Rivers er 5-7 i sin karriere på udebane mod Kansas City Chiefs, og har tabt de seneste fire indbyrdes opgør på Arrowhead Stadium. Jeg forventer, at den negative stime fortsætter, hvilket skyldes en kombination af Melvin Gordons (og Austin Ekelers) skadeskvaler, Eric Berrys tilbagekomst og Patrick Mahomes sublime niveau. Læg hertil at hjemmebaneholdene er 11-2 for sæsonen i torsdagskampene, og så forventer jeg en Chiefs-sejr på 38-31.

På baggrund af ovenstående statistikker, de to holds eksplosive angreb og seneste indbyrdes opgør forventer jeg en højtscorende affære, som meget vel kan gå over 60 point – hvilket mit bud på resultatet også lægger op til. I den forbindelse giver Danske Spil værdifulde odds 2,20 på over 56,5 point – inklusiv forlænget spilletid – i opgøret. Spillet kan findes via dette link. Spil ansvarlig og rigtig god fornøjelse!