NFL 101 – Franchise tag

Gul Klud har sat sig for at skabe en introduktion til de fans, som synes, at NFL-kampene kan blive en smule uoverskuelige – og dermed skabe en smule mere indblik i sporten.
Derfor vil jeg ugentligt introducere læserne til et aspekt af sporten, som måske ikke er så lige til.

Fra og med onsdag kan NFL holdene franchise-tagge spillere på deres hold. Men hvad er et franchise tag i grunden, hvad betyder det for holdet og for spilleren og hvilke fordele og ulemper er der forbundet med brugen af tagget.
Franchise tag er en måde for klubberne at bevare deres bedste spillere på. Før 90erne, hvor free agency blev indskrevet i reglerne, havde spillere ikke ret til frit at forhandle kontrakt med andre hold, når deres indeværende kontrakt var udløbet.
Udløb kontrakten, kunne man forhandle en ny eller finde en anden liga.

Det var selvfølgelig ikke i spillernes interesse, da det betød, at udbud og efterspørgsel blev forvrænget. En spiller ville ikke kunne presse sin løn op ved gode præstationer, da der i realiteten kun var en aftager til produktet.
Efter et kortvarigt forsøg med et alternativt free agency, måtte ligaen indse, at fri bevægelighed var kommet for at blive.

Ligaens ejere fik dog et lille plaster på såret – Franchise tag

Hvert år har hvert hold muligheden for at tagge én spiller, som ikke kan forhandle kontrakt med andre hold. Har Tom Brady eksempelvis kontraktudløb, og ønsker han ikke at forlænge sin kontrakt, har New England Patriots mulighed for at sætte et franchise tag på ham, så han ikke kan forlade klubben det næste år.

Helt teknisk findes der to typer af franchise tags: Exclusive og non-exclusive
Forskellen ligger i, om holdene ønsker, at deres spillere må forhandle med andre hold eller ej.
Et Exclusive franchise tag afholder modstanderhold fra at kunne forhandle med en spiller. Vælger et hold at franchise-tagge en spiller med deres Exclusive tag, kan spilleren ikke forhandle med andre hold.
Holdet forpligter sig dog samtidig til at skrive en ét-årig kontrakt med spilleren, hvor hans løn er det samme som gennemsnittet af de 5 bedst-lønnede spillere på samme position ELLER 120% af spillerens sidste løn – Hvad end der er højest.

Er det derfor Ben Roethlisberger, som skal tagges, er det ikke gennemsnittet af de 5 bedste betalte, da han selv er den 2. bedst betalte på positionen. Derfor får han i stedet 120% af sin løn fra sidste år
(regnet ud som spillerens cap hit uden work out bonus)

Sætter holdet derimod et Non-exclusive tag på sin spiller, har han mulighed for at forhandle med andre hold. Når spilleren har modtaget et tilbud fra et andet hold, får hans nuværende hold muligheden for at matche tilbuddet.
Vælger de ikke at matche tilbuddet, kan spilleren frit forlade holdet, men hans ny hold skal kompensere det tidligere hold med 2 førsterundevalg.

Franchise tagget har både fordele og ulemper for spillere og hold.

For spilleren er det selvfølgelig en økonomisk fordel at blive tagget, da han altid sikrer sig en meget højere løn. Desværre for spilleren, sikrer han sig kun ét enkelt år i ligaen. Her kan han nå at pådrage sig skader eller spille en dårlig sæson, hvilket skaber et dårligere udgangspunkt, når der skal forhandles en langvarig forlængelse af kontrakten.
For holdet er det en fordel, at man kan sikre sig sin bedste spiller i et år mere. Men for holdet skal der også være plads i salary cappen til at man kan skrive en så dyr kontrakt.

Derfor bruges franchise tagget primært, når holdene og spillerne skal sikre sig lidt ekstra tid til at forhandle en ordentlig forlængelse. Det er altså sjældent, at man spiller en hel sæson under franchise tagget.
Udover franchise tags findes også transition tags. Et transition tag sikrer spilleren en løn baseret på gennemsnittet af de 10 bedste betalte spillere på positionen frem for de 5 bedst betalte. Med et transition tag sikrer holdet sig også retten til at matche tilbud fra andre hold, men vælger de ikke at matche tilbuddet, vil de, modsat non-exclusive tagget, ikke blive kompenseret med draftpicks.