Den tidligere NFL-spiller Isaiah Pead er på vej mod et seriøst comeback efter et biluheld gjorde en ende på karrieren inden for professionel football.

Isaiah Pead var en NFL-runningback i fire år, men få uger efter Miami Dolphins fritstillede ham i 2016, var han involveret i et alvorligt biluheld. Pead havde ikke sikkerhedssele på og blev kastet ud af bilen. En ambulance kørte den tidligere NFL-spiller på hospitalet, hvor han straks skulle under kniven. Pead endte med at miste dele af sit venstre ben i uheldet, og det satte en stopper for karrieren.

Den 28-årige tidligere NFL-spiller gav dog ikke op og har et nyt mål, nemlig de paralympiske lege i 2020. Forleden postede runningbacken en video på Twitter, hvor han tager de første skridt med sin nye protese. Det bliver første kapitel i en helt ny historie, siger han.

Pead blev valgt i anden runde af draften i 2012 og var spået en lang fremtid i NFL. Han slog dog aldrig rigtigt igennem, og efter Rams stoppede samarbejdet med den tidligere Cincinnati Bearcat-stjerne, fandt han ikke et NFL-hjem igen.

Nu er der blevet taget hul på en ny karriere, i hvad der forhåbentlig bliver en solstrålehistorie. Pead var en god 400 meter-løber i High School, og nu håber han, at han kan nå at kvalificere sig til de paralympiske lege i netop den disciplin.

På det tidspunkt vil Pead være 30 år gammel, men i et interview med TMZ fortæller han, at han håber at kunne hente tre guldmedaljer til USA ved legene i Tokyo.

Der skal lyde Isaiah Pead alt mulig held og lykke her fra Kluden.