Houston Texans havde søndag aften mulighed for at stoppe ligaens sidste ubesejrede hold, Kansas City Chiefs, og det blev en begivenheds- og pointrig kamp på NRG Stadium i Houston.

Første quarter af nattens kamp mellem Kansas City Chiefs og Houston Texans var en begivenhedsrig affære, men det var desværre ikke på grund af spillet på banen. Det bød nemlig kun på 3 point, der faldt efter et 8 minutter langt drive af Alex Smith og kompagni. Dramatisk var det dog alligevel, og i sidste ende yderst uheldigt, set med texanske øjne, da de måtte se to af deres største forsvarsstjerner udgå med skader. Først måtte Whitney Mercilus forlade banen, men værst var det, da den absolutte superstjerne, J.J. Watt, måtte udgå med en skade.


Flere kilder melder, at J.J. Watt dermed nok må se resten af sæsonen hjemme fra sofaen.


Det var dog ikke kun Texans, der måtte se en af sine absolutte profiler forlade banen for tidligt. Chiefs tight end, Travis Kelce, udgik med symptomer på hjernerystelse efter en halvleg, der bød på 8 catches og 98 yards. Chiefs måtte ligeledes se wide receiver Chris Conley udgå med en korsbåndskade senere i kampen.


Andet quarter spillede efter samme fløjte som det første; et klinisk effektivt Chiefs-angreb, der sugede momentum til sig med et par lange drives, der i alt tog lidt over 11 minutter af klokken, og resulterede i endnu et field goal af Harrison Butker, samt et 8-yard touchdown catch af runningback Charcandrick West.


Men hvor første quarter godt kunne virke en anelse mekanisk, skiftede kampen pludselig tempo i slutningen af anden quarter. Først fumbler rookien D’Onta Foreman, og Chiefs overtager bolden på Houstons 29-yard linie, hvilket Butker udnytter til at sætte endnu 3 point på tavlen. Texans modtager bolden efter et touchback, og fumblen fra tidligere fik ikke Bill O’brien til at stole mindre på sin rookie runningback. Han gav ham i hvert fald muligheden for at gøre det lidt godt igen, og Foreman kviterede med et 25 yard løb, der satte Deshaun Watson op til at kunne sætte sit holds første point på tavlen med et touchdown-kast til DeAndre Hopkins. Chiefs modtog dermed bolden med tæt på 2 minutter tilbage af halvlegen.
https://twitter.com/BovadaLV/status/917206239393718273
Det viste sig, desværre for hjemmeholdet, at være alt for meget tid at give Alex Smith og Andy Reid, der strikkede et hurtigt touchdown drive sammen, og det tog kun lidt over 1 minut før West igen stod med bolden i endzone efter et kast fra Smith. Chiefs gik dermed til halvleg med en føring på 23-7.
https://twitter.com/BovadaLV/status/917208807801016320
Tredje quarter blev en stille affære, når det kommer til point. Quarterets eneste scoring faldt efter et 78 yard langt drive af Houston Texans, der endte med, at årets førsterundevalg, DeshaunWatson, fandt sidste års førsterundevalg, Will Fuller, på et 9 yard kast.
https://twitter.com/BovadaLV/status/917218888328318976
Selvom det måske kunne være en trist aften for de fleste Texansfans, kunne de dog muntre sig ved, at de nok endeligt har fundet deres første reelle franchise quarterback i Deshaun Watson. Efter endnu et Butker field goal viste Watson sig fra sin bedste side, da han først undviger rushet for derefter at fyre bolden nedad banen i retningen mod Will Fullers lange lokker. Fuller hiver kastet ind for et 48-yard touchdown, og Houston kan så småt begynde at lugte comeback-salamien.
https://twitter.com/BovadaLV/status/917225279822749696
Desværre for Houston er Andy Reid ikke typen, der deler sin salami, og han udnyttede sine kreative spilkald til at sende DeAnthony Thomas i endzone efter endnu et kast fra Alex Smith. Texans skulle dermed bruge to scoringer for at vende kampen.
https://twitter.com/BovadaLV/status/917227675651108864
Chiefs var imidlertidig ikke færdig med at sikre, at Andy Reid ikke gik sejrssulten i seng. Tyreek Hill, der ellers havde haft en stille aften, viste endnu engang hvilken fænomenal playmaker, han er. Efter et kort Texans angreb sparker den rutinerede punter, Shane Lechler, bolden i hænderne på Hill, og han returnerer derefter puntet 82 yards for et Chiefs touchdown.
https://twitter.com/BovadaLV/status/917230006035771397
Dette afgjorde reelt kampen, der selv efter endnu to touchdown catch af Hopkins, hvoraf ét faldt i kampens døende sekunder, og et spark mellem stængerne mere fra Butker, endte med en Chiefs-sejr, og Kansas City Chiefs forbedrer dermed deres rekord til 5-0, mens Houston må se sig gå 2-3.


 
Alex Smith sluttede med 324 yards og 3 touchdowns, mens Deshaun Watson havde 261 yards i luften og 5 touchdowns. Kampen sluttede med en Chiefs sejr på 42-34, der trods resultatets tæthed, aldrig var i fare.