Free agency er overstået og draften er næste store begivenhed på NFL-­kalenderen. Derfor er det tid til, at vi på Gul Klud kigger nærmere på begge ting. Det er blevet tid til at kigge nærmere på det sidste hold i NFC West, Seattle Seahawks.

Nævneværdige afgange:
Running Back, Marshawn Lynch (Pension)
Linebacker, Bruce Irvin (Raiders)
Offensive Tackle, Russell Okung (Broncos)
Guard, JR Sweezy (Buccaneers)
Defensive Tackle, Brandon Mebane (Chargers)
Guard, Alvin Bailey (Browns)
Running Back, Fred Jackson (kontraktudløb)
Nævneværdige tilgange:
Defensive End, Chris Clemons (Jaguars)
Offensive Tackle, J’Marcus Webb (Raiders)
Defensive Tackle, Sealver Siliga (Patriots)
Offensive Tackle, Bradley Sowell (Cardinals)
Corner Back, Brandon Browner (Saints)
Re-signede spillere:
Corner Back, Jeremy Lane
Punter, Jon Ryan
Wide Receiver, Jermaine Kearse
Running Back, Christine Michael
Center, Patrick Lewis

Profiler gjorde brug af svingdøren
Seattle Seahawks var efter en dårlig start på sæsonen alligevel blandt ligaens bedste mandskaber mod slutningen af året, men det bliver ikke de samme profiler, der kommer til at kendetegne det nordvestlige USA’s hold i år. Gode hold har ofte svært ved at holde på alle deres bedste spillere, og den kliche har igen i år ramt Seattle Seahawks, der har mistet flere kendte navne.

Den største profil, der har forladt holdet er naturligvis Marshawn Lynch. Holdets (nu tidligere) running back har været hjertet og sjælen de sidste seks sæsoner, men har fået det ud af sin karriere, som han ønskede, og er derfor gået på pension. Seattle har også sagt farvel til to af de spillere, der har været med til at bane vejen for Lynch, da JR Sweezy og skadesplagede Russell Okung begge er skiftet.

Sweezy blev fedt betalt i Tampa, og det havde ikke givet mening at betale den pris for en ustabil guard, men efter at have set Okungs kontrakt hos Denver virker det besynderligt, at Seattle ikke ville punge ud og sørge for, at Russell Wilson får en eller anden grad af beskyttelse.

På defensiven har man også mistet betydningsfulde spillere. Bruce Irvin har været en stor del af den stærke defensiv i Seattle, og holdet kommer uden tvivl til at savne den alsidige linebackers evner mod kastet og løbet, samt den hastighed han bringer, når han jagter quarterbacks. Irvin bliver ufatteligt farlig i Oakland med den nye holdkammerat Khalil Mack.

Det er ikke kun Irvin og Okung, der er skiftet til AFC West, og klubikonet Brandon Mebane har fundet sin nye arbejdsplads i den division, nemlig hos Chargers. Mebane havde spillet ni år i Seattle, og var en elsket mand, og tabet af ham, i særdeleshed evnerne til at stoppe løbet, kommer til at kunne mærkes.

Seahawks har ikke hentet de største navne til, men de to gamle kendinge, Chris Clemons og Sealver Siliga, burde kunne blive godkendte rotationsspillere på den defensive linje. Seahawks hentede også J’Marcus Webb, der har været blandt de værste offensive linjefolk i hele NFL, han kan dog fungere både som tackle og guard.

Trods, at mange prominente navne er skiftet, har Pete Carroll og John Schneider alligevel formået at holde på noget hjemligt talent. Jon Ryan er en dygtig punter, center Patrick Lewis kom ind midt i sidste sæson, og skabte noget tiltrængt stabilitet på den offensive linje, og talentfulde running back Christine Michael havde nogle gode momenter efter skaden til Thomas Rawls.

De to vigtigste forlængelse gik dog til Jeremy Lane og Jermaine Kearse. Trods den høje pris for Kearse har han vist sig som et vigtigt mål for Russell Wilson, der nu for første gang i sin tid i Seattle gennemgående har gode offensive våben. Jeremy Lane har været utroligt skadesplaget, men når han er rask, er han en dygtig spiller, der kan være med til at gøre en forskel.

Free agency endte med at være en smule hektisk for Seattle, der vil være lidt skuffede over at have mistet så mange vigtige spillere. Som helhed vil jeg vurdere “præstationen” til at være en smule under middel, da man trods alt fik forlænget med potentielt med nogle dygtige, unge spillere

Karakter 4/10.

Den offensive linje skal have H-J-Æ-L-P!

På hvor mange forskellige måder, og på hvor mange forskellige sprog kan det siges, at den offensive linje hos Seahawks skal have hjælp? Det er en positionsgruppe, der flere år har været kritisk dårlig, og med afgangen af Sweezy og Okung er Patrick Lewis vel den bedste starter, umådeligt skidt for et hold, der har ambitioner om en Super Bowl sejr.

Seattle bruger i øjeblikket otte millioner dollars på ALLE spillere på den offensive linje, klart mindst i NFL, men hvis det skal være elendigt, kan det jo lige så godt være billigt. Carroll og Schneider hentede sidste år to spillere i den fjerde runde, og de kan få en rolle at spille, men der skal noget kvalitet ind i de tidligere runder!

Kender man de to hjerner bag holdet, vil det dog ikke være utænkeligt at se dem hente folk til den defensive linje, hvor dybden bestemt ikke er, hvad den har været efter Mebanes skifte til Chargers.

Needs: OT, OG, OT, OG, OT, OG, OT, OG, DT, LB.

1. Offensive Tackle, Jason Spriggs, Indiana.

Spriggs er en tidligere tight end, men som så mange andre på den position, har han i college taget på, og er blevet en offensiv tackle. Dermed har vi med en fremragende atlet at gøre, der i NFL forventes at fungere bedst på venstresiden, et af de (mange) steder Seattle har brug for hjælp på den offensive linje. Størrelse, masser af hastighed og fin teknik overordnet set er gode egenskaber at have, hvis man gerne vil være en god tackle i NFL.

De største problemer, der nævnes når det kommer til Spriggs, er den unge tackles styrke, der desværre er under middel, samt, at han har spillet i et meget specialiseret angreb, der ligger noget fra et almindeligt NFL angreb. Der vil altså være en tilvendingsperiode.

2. Offensive Guard, Cody Whitehair, Kansas State.

Seattle draftede den offensive tackle Justin Britt for et par sæsoner siden, han viste sig som værende en elendig tackle og en lige så dårlig guard, så der skal efterhånden tænkes i en erstatning. Det kan blive Cody Whitehair. Whitehair har spillet begge tackle-positioner i college, men fremtiden i NFL forventes at findes på guard-pladsen, da Whitehairs kropstype nok vil passe bedst på den position.

Alsidigheden er en af offensivspillerens styrker, men også flot teknik, god styrke, fremragende attitude og indsats på banen nævnes også som værende grunde til, at mange hold burde overveje Whitehair mod slutningen af første runde.

3. Defensive Tackle, Robert Nkemdiche, Ole Miss.

Jeg kunne have nævnt center Ryan Kelly, tackles Germain Ifedi og Shon Coleman, eller andre guards som Christian Westerman og Joshua Garnett på denne plads, men kender jeg Pinky (Carroll) og Brain (Schneider) ret, kunne de let vælge en spiller, der ikke spiller på den offensive linje.

Den spiller kunne sagtens være Robert Nkemdiche, der målt på størrelse, atletiske evner og potentiale godt kunne ende med at være den bedste spiller i denne draft. Der er dog masser af faresignaler omkring Nkemdiche, og de fleste involverer attituden, både på og udenfor banen, hos den unge forsvarsspiller, hvilket er derfor han stadig kan være en mulighed sent i første runde.

Mange scouts tvivler på Nkemdiches dedikation til træning og selve spillet, og vurderer, at han for ofte giver op på banen. Desuden har han mere end en gang haft problemer med lovens lange arm.

Det vil dog ikke være første gang, at Seattle forsøgte sig med sådan en type spiller, og kan de få forsvarsspilleren til at tage vare på sit talent, kan han blive giftig mange år ud i fremtiden.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC | LAR | MIA | 
MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SD | SF | SEA | TB | TEN | WAS