Free agency er overstået, og draften er næste store begivenhed på NFL­kalenderen. Derfor er det tid til, at vi på Gul Klud kigger nærmere på begge ting. Næste hold i rækken er kæmperne fra New York Giants.

Nævneværdige afgange:
HC, Tom Coughlin
CB, Prince Amukamara (Jaguars)
LB, Jon Beason (Pension)
DT, Cullen Jenkins (ingen ny kontrakt)
DE, Robert Ayers Jr. (Buccaneers)
K, Josh Brown (ingen ny kontrakt)
WR, Rueben Randle (Eagles)
OT, Will Beatty (Ingen ny kontrakt)
OG, Geoff Schwartz (Lions)
S, Brandon Merriweather (Ingen ny kontrakt)

Nævneværdige tilgange:
CB, Janoris Jenkins (Rams)
DE, Olivier Vernon (Dolphins)
DT, Damon ’Snacks’ Harrison (Jets)
LB, Keenan Robinson (Redskins)

Re-­signede spillere:
DE, Jason Pierre-Paul
LB, Jasper Brinkley

Millioner af dollars til dig, millioner af dollars til dig, millioner af dollars til alle. Det var den fornemmelse, man sad tilbage med, efter at Giants i løbet af de første dage i free agency brugte over 100 millioner dollars i garanterede penge på at hente cornerback Janoris Jenkins, defensive end Olivier Vernon og defensive tackle Damon ’Snacks’ Harrison til holdet. Desuden brugte man også en del penge på at lave en et-årig aftale med Jason Pierre-Paul. Giants’ forsvar var blandt de ringeste i sidste sæson, så det giver rigtig god mening, at man vil opgradere et svagt forsvar. Men man har også sagt farvel til stort set alt af den smule kvalitet, der var i forvejen. Prince Amukamara har været lidt plaget af skader, men har været en ganske habil cornerback i hele sin karriere, så at erstatte ham med en utrolig dyr løsning i Janoris Jenkins er et kæmpe sats for at sige det mildt. Ellers kan der ikke være tvivl om, at Giants har sørget for at få noget mere kvalitet ind på holdet. Godt nok havde Robert Ayers Jr. sidste år 9.5 sacks, men Olivier Vernon er en spiller med både mere potentiale, men også mere kvalitet her og nu. Giants har helt sikkert overbetalt Vernon, som fik en rekord stor aftale med hele 52.5 mio. dollars i garanterede penge. Så ringe som Giants var i sidste sæson, så har det været nødvendigt at betale ekstra for at få fat i de eftertragtede spillere. På papiret har Giants nu en af de stærkeste pass-rush-duoer i JPP og Vernon, men der er stadig mange spørgsmålstegn. Kan JPP komme til at spille uden den gipskølle, som i sidste sæson hæmmede ham meget? Kan Vernon holde og forbedre sit niveau, som Giants har satset stort på?
Meget af det afgøres af den hjælp, de to spillere får fra den midterste del af linjen. I forvejen har Giants den stærke Johnathan Hankins på defensive tackle, og med tilføjelsen af Damon ’Snacks’ Harrison så har Giants også en stærk duo her. Det, håber de på, giver pote i form af en dominerende defensiv linje, a la dem der sikrede Giants Super Bowl sejrene over Patriots.
Giants havde rigtig mange penge at bruge af, og kunne tillade sig at bruge, hvad mange sikkert synes er for mange. Pengene er dog gået til at dække sig ind med gode spillere på positioner, hvor Giants stod svagt. Derfor bliver det til en karakter på 7.

Karakter (7/10)

Til trods for at Giants har fokuseret næsten udelukkende på forsvaret i free agency, så er det også her, de først og fremmest bør kigge på spillere i draften. Jo, vist kunne Giants bruge en offensiv linjemand mere eller to. En receiver til at spille modsat Odell Beckham Jr. kunne også være en mulighed, men angrebet har faktisk været ret godt de seneste par sæsoner under den nyudnævnte cheftræner Ben McAdoo. Der er ingen grund til at regne med, at det ikke fortsætter, så forsvaret er nok mest sandsynligt i første runde.

Draft needs: LB, S, WR, OL, CB,

1. CB, Vernon Hargreaves III (Florida)
Selv om Giants hentede Janoris Jenkins i free agency og stadig har Dominique Rodgers-Cromartie til at spille på ydersiden, så mangler de en god nickelcornerback, som også kan give dybde på ydersiden. Hargreaves er måske ikke den største, men han er en rigtig atletisk fyr. Der er dem, der tvivler på, at han kan klare sig på ydersiden, men Giants kan helt sikkert bruge en spiller af hans kaliber, for han giver altid alt. Jeg er selv helt vild med ham, han minder mig egentlig lidt om Tyrann Mathieu fra Arizona Cardinals. Hvis han kan spille samme rolle for Giants, så får man også slået to fluer med et smæk og hentet en spiller, der kan hjælpe forsvaret på rigtig mange måder.

2. OT, Ronnie Stanley (Notre Dame)
Sidste år valgte Giants Ereck Flowers med det niende valg, og ham ser de som både deres nuværende og fremtidige venstre tackle. Derfor kan man godt tvivle på, at de igen i år vælger en tackle i første runde. De kunne helt sikkert godt bruge det, og hvis de gør, så er Stanley nok det bedste bud. Det kunne også være Jack Conklin fra Michigan State, men jeg tror Stanley vil være den foretrukne hos Giants. Han er en teknisk meget stærk tackle, men han mangler noget styrke og power. Alligevel betragtes han generelt som den næstbedste tackle i draften efter Laremy Tunsil, og Giants havde en meget svag højre side af den offensive linje sidste år, så Stanley vil kunne gå direkte ind og blive en opgradering.

3. LB, Leonard Floyd (Georgia)
Giants har ikke valgt en linebacker i første runde, siden de valgte Carl Banks i 1984. Det er meget lang tid, og det tyder på, at Giants ikke tillægger positionen særlig meget værdi. Hvorfor skulle de så gøre en undtagelse med Leonard Floyd? Tja, det kan godt ske, at Dan Graziano fra ESPN har påvirket mig for meget her, men jeg synes, Floyd ville give mening. Han mangler lidt styrke, men han er super atletisk og kan både dække op og lægge pres på modstanderens quaterback, begge dele noget Giants har manglet fra deres linebackere de seneste år. Jeg kunne virkelig godt se Floyd blive en profil på det nye Giants-forsvar, og hvis ikke Giants går med Hargreaves, så håber jeg, de seriøst overvejer Floyd.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC | LAR | MIA | 
MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SD | SF | SEA | TB | TEN | WAS