Free agency er overstået og draften er næste store begivenhed på NFL-­kalenderen. Derfor er det tid til, at vi på Gul Klud kigger nærmere på begge ting. Det er blevet tid til at kigge nærmere på det nye hold i Californien, Los Angeles Rams.
 

Nævneværdige afgange:
CB, Janoris Jenkins (Giants)
S, Rodney McLeod (Eagles)
LB, James Laurinaitis (Saints)
DT, Nick Fairley (Saints)
DE, Chris Long (Patriots)
TE, Jared Cook (Packers)
K, Greg Zuerlain (ingen ny kontrakt)

Nævneværdige tilgange:
CB, Coty Sensabaugh (Titans)
OLB Quinton Coples (Dolphins)

Re-signede spillere:
CB, Trumaine Johnson – Franchise Tag
DE, William Hayes
S/LB, Mark Barron
QB, Case Keenum
C, Tim Barnes
DE, Eugene Sims
FB, Cory Harkey
Solskin, palmetræer, og en uklar fremtid
Efter mange spekulationer er St. Louis Rams endelig blevet til Los Angeles Rams, hvilket har givet holdets spillere varmere og mere luksuriøse omgivelser, men nye såvel som gamle fans må nok vente på, at “solen skinner” på holdet – også efter free agency perioden.

Rams mistede forholdsvis meget kvalitet på forsvarssiden, der de seneste år har været holdets kendetegn og klare, hvis ikke eneste, lyspunkt. Der er blevet tyndet ud i dybden på den ellers talentfulde defensive linje, og man har måttet sige farvel til et klubikon i Chris Long, der dog er skadesplaget og et stykke fra sin tidligere topform.

Tabet af Nick Fairley er derfor mere betydningsfuldt. Fairley fik sidste år en et-årig kontrakt hos Rams, og gjorde så flot figur som rotationsspiller, at han var en eftertragtet herre under free agency, hvilket betød, at Rams ikke kunne holde fast på den tunge tackle.

Den bagerste ende er ligeledes blevet forværret med tabet af (den nu overbetalte) corner back Janoris Jenkins og safety Rodney McLeod. Begge spillere var vigtige for forsvaret, og bliver svære at erstatte- specielt, da Rams ikke har været i nærheden af at tilføje noget kvalitet ude fra.

Den største profil Rams har hentet, er Quinton Coples, der blev valgt som den 16. spiller i 2012 draften. Den 25-årige spiller har dog aldrig rigtigt slået igennem i NFL, men kan endelig få en ordentlig chance i et 4-3 system som defensive end, hvor han dominerede i college.

Los Angeles har også skrevet kontrakt med corner back Coty Sensaubaugh, en spiller alle Titans fans burde være glade for at slippe af med. Sensabaugh blev sidste sæson brændt gang på gang, men scorede på forunderlig vis alligevel en tre-årig kontrakt på 19 millioner dollars – dér er en agent, der burde få en lidt større bonus end normalt.
Rams-fans skal håbe, at unge EJ Gaines kommer sig helt efter sin skade, da han tidligere har vist lovende spil, og vil være en god partner til Trumaine Johnson.

Ser man lidt mere positivt på det hele, formåede Los Angeles at holde på noget talent, i og med Mark Barron og William Hayes fik forlænget deres kontrakter, begge er gode spillere, og det var fornuftigt at holde på dem.

Sidst, men ikke mindst, forlængede Rams med quarterback Case Keenum, der allerede nu er blevet udnævnt til næste sæsons starter. Keenum er ikke god, men det er Nick Foles heller ikke, så sådan er det altså blevet – ikke ligefrem den bedste måde at finde et NFL-holds startende quarterback.

Rams indsats i marts måneds free agency har været en skuffende en af slagsen, hvor holdet har mistet mere talent end de har fået ind, og samtidig ikke fået håndteret holdets største problemer. På den anden side har de – med undtagelse af Coty Sensabaugh – undgået at overbetale middelmådigt talent, og som Packers har vist, behøver man ikke gå amok i free agency for at skabe et godt hold.

Karakter (4/10)

Offensiv slagkraft skal findes i draften

Selv om Rams mistede mere talent på defensiven end på offensiven i free agency, har angrebet stadig brug for slagkraft, og meget af det. Los Angeles kom et godt stykke af vejen sidste år, hvor de fik bedre styr på den offensive linje, men også skaffede running back Todd Gurley, der var en ubetinget succes.

Gurley har dog brug for hjælp, hvis han ikke skal bære angrebet alene, og der er pt. ingen hjælp at hente på quarterback, receiver eller tight end positionen – det skal løses. Den offensive linje mangler stadig en smule kvalitet, mens defensiven kunne bruge noget yderligere dybde centralt.

Draft needs: QB, WR, TE, C, LB, S, LT.

1. WR, Laquon Treadwell (Ole Miss)

Los Angeles har virkelig (altså, virkelig, virkelig) desperat brug for en receiver, og de ser ud til at være heldige i år, da holdene før dem umiddelbart er fint besatte på den position, eller i det mindste har større huller, der skal fyldes. Derfor kan draftens bedste receiver, Laquon Treadwell, ende med at falde til dem.

Treadwell kommer ikke til at brænde corner backs med ren fart, men på stort set alle andre parametre er han fysisk perfekt. Ikke nok med, at han har størrelsen, så besidder Treadwell også fremragende kropskontrol, styrke og timing, hvilket gør ham i stand til at lave de spektakulære catches.

Den unge receiver kan blive det stabile mål, som Rams ikke har haft på positionen siden Torey Holt og Isaac Bruce.

2. QB, Paxton Lynch (Memphis)

En god receiver er dog intet uden en god quarterback, og det mangler Rams i den grad også. Rams har et par valg i anden runde, og kan eventuelt trade op, men hvis ikke kan Paxton Lynch ende med at være den bedste quarterback tilbage ved det 15. valg. Lynch er en atletisk spiller, der er blevet rost til skyerne for sine lederevnerne og intelligens på og uden for banen.

Lynch er dog stadig en smule “rå”, og det kan tage nogle år før teknikken er helt på plads, og potentialet bliver indfriet. Det er dog opmuntrende at se, hvor meget quarterbacken har forbedret sig uden en top-træner eller meget tid i et professionelt system. Det 15. valg i draften kan være højt sat for Lynch, men hvis ikke Goff eller Wentz er der, er det bestemt overvejelserne værd.

3. WR, Josh Doctson (TCU)

Hvis Rams ikke vælger en quarterback i første runde, og Treadwell er taget, så kan TCU’s dygtige receiver Josh Doctson være et ganske fornuftigt valg. Hvorvidt Doctson er draftens næstbedste receiver, og om han bør vælges blandt draftens første 20 spillere, kan bestemt diskuteres, men jeg er personligt helt vild med ham, og han vil kvalitetsmæssigt være opgradering fra dag et.

Doctsons største problem er det faktum, at han hos TCU har spillet i et angreb, der ligger et stykke fra det, der bruges hos Rams. Det er betyder, at en tilvænningsperiode er nærmest uundgåelig, og han kan tidligt i sin karriere få problemer med at blokere og professionelle ruter.

På den anden side er Doctson lige så høj som Treadwell, har lidt mere fart i stængerne, og så kan han nærmest springe over den kinesiske mur. Kombineret med fremragende kropskontrol og gode hænder, kan han blive et farligt mål, der vil indfinde sig på mange “ugens bedste spil” lister de kommende år.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC | LAR | MIA |
 MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SD | SF | SEA | TB | TEN | WAS