Tre kampe er spillet, og nogle hold er kommet flyvende ud af starthullerne, mens andre hænger lidt i håndbremsen. Det kan dog hurtigt ændre sig, og Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger giver her deres bud på, hvor de tror, momentum vil vende.

NFLming kom i morges med sit momentumeter efter uge 3, men med NFL-sæsonen kun tre runder gammel, kan momentum hurtigt skifte. Derfor har Dennis Cordsen og Teis Joranger begge fundet et hold fra de øverste og nederste ti på momentumeteret, som de tror kan vende skuden. Du kan finde momentumeteret her

 

Kan miste momentum

Teis: Philadelphia Eagles

Hypen vil næsten ingen ende have i det østlige Pennsylvania. De fleste troede, at 2016 ville være et udviklingsår, efter man tradede Sam Bradford til Vikings. I stedet har Carson Wentz været fremragende, og holdet har vundet de tre første kampe.

Det er dog på en ret billig baggrund med sejre mod to af ligaens hold i Browns og Bears, og så en sejr mod et Steelers hold, der ikke mødte op til kamp. Det er ikke for at skyde præstationerne ned, og Carson Wentz har set ret imponerende ud, men det venter mange svære opgave i de næste uger.

5 ud af 7 af de næste kampe er på udebane, og der venter nogle rigtig stærke forsvar, som vil teste Wentz og kompagni på en helt anden måde. Lige nu har Wentz kunne lede et ret simpelt og kort kastende angreb, men hvad nu, hvis Wentz pludselig skal til at vinde kampen for holdet? Det mangler vi stadig at se, og selvom tre sejre er en fremragende start, er jeg stadig i tvivl om, at holdet får mere end 9 sejre.

Dennis: Baltimore Ravens

Ravens ligger lige nu nummer 5 på Elmings momentumeter, og holdet har vundet sæsonens 3 første kampe. Jeg tror dog stadigvæk ikke på, at Ravens kommer med i slutspillet.

En sejr er naturligvis en sejr, men vi bliver nødt til at kigge på, at de tre sejre alle har været smalle sejre imod nummer 24, 30 og 31 på momentumeret (Bills, Jaguars og Browns…)

Inden sæsonen havde jeg dem til at gå 6-10, og det har Ravens’ spil ikke rigtigt ændret på. Lad os sige, at de 3 sejre gør, at Ravens istedet går 7-9.

Kan finde momentum

Teis: Tampa Bay Buccaneers

Det var noget rigtig skidt for Buccaneers, at de tabte til Rams. De næste to kampe er Broncos og Panthers, hvilket ser svært ud. MEN derefter venter nogle fine muligheder for at hente en bunke sejre, og det er ikke talentet til at vende momentum, der mangler.

Med Doug Martin tilbage om et par uger er angrebet ganske farligt, og jeg føler, at forsvaret med unge spændende spillere som Kwon Alexander, Vernon Hargreaves og Noah Spence kun vil blive bedre, som sæsonen skrider frem. De har i forvejen fremragende spillere som Lavonte David og Gerald McCoy, og jeg føler, brikkerne er der for et fornuftigt forsvarsniveau. Hvis det sker, og Winston skruer ned på interceptions, vil jeg ikke udelukke, at Bucs kan snige sig op på 8-10 sejre i år.

Dennis: Miami Dolphins

Jeg havde egentlig tænkt mig at tage Saints, fordi Brees er så fænomenal, som han er, men selv hvis angrebet bestod af rene Pro Bowl-spillere, ville holdet få problemer, med det her absolut horrible forsvar.

Istedet har jeg valgt at gå med Miami Dolphins, der har tabt to kampe og vundet en enkelt i overtime mod Cleveland Browns.

Jeg så Cleveland mod Dolphins på Gamepass, og Dolphins spillede en skidt kamp, dog synes jeg, at et 2-points nederlag til Seahawks og et 7-points-nederlag til Patriots – begge på udebane – virker tilforladeligt.

Ryan Tannehill har indtil videre spillet fint bortset fra et par svipsere, og den offensive linje ser ikke helt så håbløs ud som tidligere på trods af, at center Mike Pouncey har været skadet. Hvis nogle af Suh, Wake, Reshead Jones og Isa Abdul-Quddus’ forsvarskollegaer på et tidspunkt vælger at stemple ind i sæsonen, kan Dolphins godt snige sig med i slutspillet på et Wild Card.