Udgivet i samarbejde med sportsomnia.com

Martin Egholm giver hver fredag et anderledes perspektiv på NFL. Gul Klud deler ikke nødvendigvis de holdninger og meninger, der bliver fremsat i klummen – hvis der overhovedet er nogen mening.

Flyttekasserne stod stadig på gulvet. Stablet i høje stakke op af vægen. Det var to måneder siden, at Nikolas Foldager havde flyttet, men overskuddet til udpakning havde endnu ikke været der. Man kunne godt få den tanke, at han ikke havde haft lyst til endnu engang at flytte, hvis man udelukkende så på de aldrig åbnede kasser, men sådan var virkeligheden langt fra.

Indledende glæde
Da hans firma havde besluttet sig for at forlade de trykke rammer, og tage hele organisationen med på et større eventyr, havde Nikolas, eller bare Nick blandt venner, været den første til at vise åbenlys glæde. Han var aldrig rigtig faldet til det andet sted og mulighed for en ny chance til at skabe sig et nyt liv, et andet sted, var kærkommen. Derfor havde det også gået langt stærkere med at smide hele hans liv i flyttekasser, end det havde gjort med at pakke livet ud i den nye by. Nick så det dog positivt. Han bildte sig selv ind, at han havde haft for mange gøremål, og interessante opgaver, til at bruge tid på noget så trivielt som at fylde bestik i skuffer og tallerkener i skabe. Han brugte det jo alligevel sjældent, som velhavende single blev måltiderne ofte indtaget udenfor hjemmets vægge og gerne i selskab med smukke karakterer af det andet køn. Især det andet køn havde været en af de positive oplevelser ved skiftet i omgivelser.

Sig det rigtige
Han havde allerede mødt flere interessante potentialler, de forgangne måneder, end han gjorde på et helt år i den gamle by. Livet var kort fortalt udemærket for en mand som Nick, der stadig ikke havde familiære forpligtelser og i sin bedste alder.

Derfor var det også med et smil på munden, han denne morgen gik forbi flyttekasserne. Ingen dårlig samvittighed. De strejfede faktisk ikke hans bevidsthed, han var stadig tryllebundet af hende, der stadig optog en del af dobbeltsengen. Hun havde, som flere af de andre piger de seneste måneder, introduceret sig selv, og da snakken faldt på drømme og fremtid fortalt hun, at hun var rejst til byen med drømmen om at blive skuespillerinde, og ikke overraskende havde hun, som de sidste tre af Nicks bekendtskaber, Meryl Streep som forbillede. Hun ville nemlig tages seriøs som karakterskuespillerinde og var sikker i sin sag – hun havde hvad der skulle til.

En ting havde Nick lært på de to måneder. Ville man have en kvinde med hjem senere på natten, så var det alt afgørende at man ikke stillede spørgsmål ved skuespillerindes fremtid. Det eneste man skulle sige var, at man da sagtens kunne se hende for sig på det store lærred. ”Du har den naturlige skønhed kombineret med en kant af mystik. Du vil helt sikkert have gode chance. NEJ, det er løgn. Ikke kun ’chance’. Du vil helt sikkert slå igennem.” Nick havde ofte svært ved at sende den løgn af sted, men han undskyldte sig selv med, at disse unge piger, med alle deres uvirkelige drømme, også løj for sig selv. Så der var vel næsten ikke en løgn han fortalte. Han overbeviste sig selv om, at han bare bekræftede deres egen løgn, hvilket ikke var specielt slemt.

Kaffe og musik
Nick kom hen til køkkenet og fik tændt de eneste ting han kunne betjene i rummet. Han tændte sin radio og fik gang i kaffemaskinen, som skabte den eneste livsgivende eliksir, der kunne sætte hans krop igang, når klokken ikke engang havde slået 7. Radioen spillede en sang med, hvor en drenget stemme fortalte om en oplevelse, da han var 7 år gammel. Nick stoppede op med en blanding af smil og rystende hoved, da sangeren videre proklamerede: ”Go get yourself a wife or you be lonely”. Nick kom til at sige højt for sig selv: ”Man skal bare have det rigtige job, så bliver man ikke ensom lige med det samme”. Han fik dog hurtigt dårlig samvittighed over, det han havde sagt. Han var nemlig ikke et arrogantsvin. Det var slet ikke ham at sige sådan noget, men han følte sig ovenpå efter natten med den kommende store skuespillerinde, og der var jo alligevel ikke nogen til at dømme ham. Han tænkte: ”Jeg kan vel godt tillade at være lidt arrogant i eget hjem. Jeg har jo kæmpet hårdt, for det jeg har”.

Da sangen stoppede sukkede Nick en enkelt gang. Det var en af de utallige sportskanaler, han havde fanget. Sportssnak orkede han ikke så tidligt om morgenen, så han rakte ud for at finde noget mere passende til hans humør. Bevægelsen stoppede dog, da han hørte dagens tophistorien. Byens nye hold LA Rams havde sikret sig første valget i draften, og de ville helt sikkert vælge en quaterback med deres første valg.

Naivt drømmende
Der er en grund til, at folk beder dig sidde ned, inden de fortæller noget skidt. Blodet forsvinder uden forvarsel fra benene. Det skete for Nick. Han blev usikker på benene og tog fast i køkkenbordet for ikke at miste balancen. Han stod lige foran radioen men hørte ikke mere. Han havde hørt det nødvendige. Han var blevet arbejdsløs. I hvert fald næsten. Han stod bare i sit køkken helt uden reaktion. Hans krop var i et dilemma. Skulle han reagere voldsomt aggressivt eller krybe grædende sammen? Han havde lyst til begge. Derfor blev han stående helt uden reaktion som et følelsesmæssigt kompromis. Han tænkte, at der lige nu var langt fra den hæder, han havde fået for bare to år siden, da han selv havde taget en anden mands job. Dengang havde det været sjovt, men det var det ikke nu. Han følte sig som den håbefulde skuespillerinde i hans seng. Fuld af løgn overfor sig selv. Han burde have vidst, det ikke ville blive en succes, men han havde dagligt bildt sig selv ind, at han var den bedste mand til jobbet. Han indså, at han var præcis som hende. Naivt drømmende og modtagelig for smiger. Det var hende, der havde scoret og charmeret ham med smiger. Han huskede nu tydeligt, hvor meget hun havde komplimenteret hans dybe kast, hvilket han inderst inde vidste var en alt for tyk løgn, men når den kommer fra en smuk kvinde, kan man ikke andet end at tage imod. Var det virkelig det? Havde han nået det punkt, hvor han måtte indstille sig på, at hans karriere var en fatamorgana, som kun han selv kunne se. Det ville tage ham længe! Han havde levet i denne boble for længe. Det ville være et for stort chok at overgive sig frivilligt. Han spejdede derfor forgæves rundt i lejligheden efter andre indtryk og fastlåste hurtigt blikket mod flyttekasserne, og ansigtet lyste pludselig en smule op igen, da han fandt en smule glæde ved, at han i det mindste ikke skulle pakke igen.