Udgivet i samarbejde med sportsomnia.com
Det er mere end 50 siden, at et af Clevelands tre sportshold hentede sit seneste trofæ. En mangel på succes, der trækker dybe paralleller til en by i forfald og med det hånlige kælenavn ’The Mistake on the Lake’?
Det var i 1949 er eller cirka deromkring… synger Kim Larsen, så langt skal vi dog ikke tilbage for at finde det seneste trofæ, der pryder et pokalskab i Cleveland. Det er dog stadig længe siden. 1964 stod der i kalenderen da Jim Brown, historiens måske bedste runningback, førte Browns til et Lombardi Trofæ. Historien om Clevelands fald fra tinderne starter dog tidligere. Vi må starte historien lige efter 2. Verdenskrig.
Økonomisk opsving
I årene efter krigen oplevede Cleveland et gigantisk opsving. Der var stor efterspørgsmål på den tunge industri som jern-, glas og gummiproduktion, og det mærkede arbejderbyen Cleveland. Byen voksede, og det samme gjorde byens indtægter. Det var gode tider i Ohio. Parallelt med det industrielle opsving havde byens sportshold en gloværdig periode. Der skete dog det, der også skete i flere andre amerikanske industribyer. Den tunge industri forsvandt stille til udlandet. Fabrikker lukkede og arbejdspladserne forsvandt. Indbyggerne i Cleveland var dog stadig positivt anlagt. Den forestående høje arbejdsløshed havde stadig ikke ramt befolkningens selvindsigt, derfor var stemningen i byen stadig positiv, da Browns vandt trofæet i ’64. Virkeligheden sank dog hurtigt ind og sportsholdenes efterfølgende tørke er blevet en sigende symbol på en by i forfald.
Faldet fra tinderne har været langt og hårdt. Selvforståelse har sammen med byens sportshold lidt under manglende resultater. Man forstår godt, det har skabt en overtro på at lide under en forbandelse, når man ender som byen, der har ventet længst på et nyt mesterskab. I sammenligning med byerne, der også har hold i de tre store sportsligaer- NFL (Browns), MLB (Indians) og NBA (Cavaliers).
70’erne
Det blev især en lang ørkenvandring i 70’erne. 1970 var dog året, hvor byen fik et NBA hold, men det skulle vise sig, at Cavaliers ikke ville bringe hæder til byen men yderlig brænde til latterliggørelsen af Cleveland. Livet blev ikke lettere, for byens indbyggere, af at rivalen, nede ad floden, Pittsburgh fik opbygget sit eget dynasti med et Steelers hold som af mange stadig vurderes som historiens bedste NFL franchise. Det har været hårdt at holde jalousien nede, og det blev også svært at holde på byens indbyggere. 800.000 flyttede fra byens håbløshed. Mange af dem sikkert til netop Pittsburgh, der havde lidt under samme skæbne med de lukkede stålværker, men Pittsburgh oplevede nu opsving- præcis som deres footballhold. Det omvendte fortegn kontra Cleveland. Pittsburgh løftede sig selv ud af mørket og vendte den nedadgående tangent til noget positivt. Byen fik gang i produktionen, og Steelers vandt mesterskaber, det var svært at være fra byen længere nede af floden og se storebroderen triumfære på alle planer, når det eneste positive i 70’ernes Cleveland var en enkelt sejr i slutspillet for Cavaliers, der var så overraskende, at den efterfølgende er blevet kaldt miraklet i Ohio. Selv borgmesteren i byen blev et billedet på håbløsheden, da han fik sat ild til eget hår i fuld offentlighed. Ydmygelsen og håbløsheden var total. Forbandelsen havde sænket sig over Cleveland ville overtroiske sportsfans vide at mene.
80’erne
De næste årti startede ud som det sidste endte. Browns var langt fra at kæmpe med om mesterskaber og lagde ud med en rekord på 3-3 i 1980. Det lignede endnu en lang sæson for de prøvede fans. Så var det dog som om, at lyset pludselig skinnede ned over industri byen, da Browns på mirakuløsvis begyndte at vinde kampene på de mest dramatiske comebacks. ”The Cardiac Kids”, som holdet kendt som, var pludselig en fantastisk historie, som hele landet holdte af. Browns sluttede den regulære sæson som divisionsvindere efter 11 sejre. Byen kunne endelig se frem mod slutspillet. En position de ikke havde befundet sig i siden 1972. Da den første kamp i slutspillet oprandt virkede det til, at en højere magt holdte hånden over Ohio. Det var minus 15 grader, og modstanderen var Oakland fra det solbeskinnede Californien. En kontrast der efterladte Browns fans med store forhåbninger. De havde Raiders præcis, hvor de ville have dem i en ubeskrivelig kulde mod deres hold, der aldrig gav op. Kampen blev dog en tæt forestilling, men med Browns givet muligheden for at vinde til sidst. Det blev dog et hjerteskærende nederlag, da man forsøgte spillet ”Red Right 88”. Et spil der skulle ende med et kastet touchdown endte i stedet i en interception. Sæsonen var slut, og 80’erne skulle blive et årti med hårde nederlag til byens footballhold.
I 1985 valgte Browns QB Bernie Kosar i draften. Kosar blev omgående byens største stjerne siden Jim Brown i 60’erne. Han fik en mytisk guddommelig status, da han åbent fortalte, han kun ville spille i Cleveland. En udmelding som gjorde de passionerede og hårdtprøvede arbejdere fans stolte. Kosar var dog ikke kun en mand af folket. Han var også en god QB. Fremtiden så pludselig lys ud for Browns og i 1987 befandt man sig igen i slutspillet. Det skulle dog blive den hårdeste prøvelse endnu oplevet i den trængte by. Med godt 5 minutter tilbage af kampen tog Browns en 20-13 føring mod Denver i AFC finalen. Klubben var på vej i sin første Superbowl. Superbowl 1 blev først spillet i 1967, derfor var det teknisk set ikke en Superbowl Browns havde vundet i ’64. Superbowl pladsen så endnu mere realistisk ud, da kickoff endte på 2 yardlinien. Denver havde dog en ung QB ved navn John Elway bag centeren og han indtog banen selvsikkert. Han førte som en general Denver de 98 yard ned af banen til TD og udligning. Det var det drive, der senere bare er blevet kendt som ”The Drive”. Browns tabte i overtiden og drømmen var slukket.
Året efter befandt begge hold sig dog i AFC Finalen igen. Browns hungrede efter hævn. Denver havde førringen dybt i 4 qtr. 81-31, da Browns offensiv virkeligt klikkede. Runningback Earnest Byner tog ansvaret på sig og førte holdet helt ned til Denvers endzone. Det skulle heller ikke være denne gang for Browns. Earnest Byner modtog endnu engang bolden og det lignede en scoring hele vejen. Billederne viser en åben motorvej mellem ham om endzone. Browns fans havde allerede rejst sig, men så pludselig bolden ligge på jorden og en Denver spiller kaste sig over den. ”The Fumble” var en kendsgerning.
Efter THE Fumble og THE Drive er det svært at forestille sig, at Cleveland kunne klare flere THE øjeblikke i bare et enkelt årti. Desværre for dem ville en ung mand i nr. 23 det anderledes, da Cavaliers ellers lignede et muligt mesterhold i ’89. Modstanderen var Chicago og manden i nr. 23 var Michael Jordan, der netop i denne serie skrev det et af sin legendariske karrieres vigtigste kapitler, da han sænkede ”The Shot” mod Cavaliers og eleminerede dem. 80’erne var forbi, og Cleveland var ikke blevet beriget med andet end et knust sportshjerte, da man sagde velkommen til 90’erne.
90’erne
Det er endnu ikke meget, jeg har nævnt baseballholdet Indians, og det er der en grund til. Optil midt i 90’erne var det udelukkende to ting der kendetegnede Indians. Ligaens dårligste hjemmebane, der nærmest var en visuelmetafor på byens forfald. Det var elendige forhold både for spillere og fans, og derfor var stadion ofte gabende tomt. En forladt arena i en grå by. Indians blev byens glemte søn. De havde haft enorm succes med det industrielleboom i 50’erne, men siden da var det eneste mesterskab holdet vandt på film, og det er netop den anden ting holdet var kendt for. I filmen ’Major League’ fra 1989 vinder Indians anført af Charlie Sheen som Ricky ’Wild Thing’ Vaughn, World Series.
Fortællinger i Cleveland går på, at man hvert år kunne se filmen på en af byens baseballbarer og under denne fremvisning være vidne til fuldvoksne hårde maskinarbejdere åbenlyst græde af glæde, da det fiktive Indians hold vinder i filmen. Byens arbejdere tog filmen til sig som fakta og kunne ikke holde tårerne tilbage, da de stille havde accepteret, at de aldrig ville opleve den glæde i virkeligheden.
Det skete dog den fantastiske udvikling i Cleveland, at byen fandt penge til et nyt baseballstadion. Pengene og tilskuerne dukkede igen op til Indians, og holdet fik samlet sig et stærkt hold, der allerede i 1995 spillede sig i klubbens første World Series siden 50’erne. Det blev til et nederlag, men byen tog det ikke som et hjerteskærende nederlag. Holdet var ikke helt klar endnu, og man følte sig sikker på, de snart ville være tilbage igen. Det var de så ganske rigtigt også i 1997. Nu skulle det være. Nu skulle Indians gøre byen den ære at vinde igen. De kunne heller ikke være kommet tættere på uden at gøre det. I den altafgørende kamp 7 havde de føringen i bunden af 9’ende inning. Champagnen var vitterlig åbnet og klar. Trofæet var kørt hen til Indians omklædningsrum, da det forudsigelige skete. Indians smed det hele på gulvet og tabte kamp 7 i ekstra innings.
Var dette ikke hårdt nok for byen, så husk på, at man på dette tidspunkt havde mistet sine elskede Brown til byen Baltimore. Browns ejer havde haft svært ved at accepterer det nye baseballstadion imens footballstadionet faldt sammen om ørene på ham. Han truede byen med at flytte holdet, hvis ikke der blev bygget nyt. Det gjorde der ikke. Pengekassen var tom, og i 1995 hev ejeren teltpælene op og satte flyttebilens kurs mod Baltimore. Cleveland blev efterladt i bakspejlet uden et football hold.
00’erne
Byen havde fået Browns holdet tilbage i 1999. Der skulle dog gå tre sæsonen, inden man kunne glæde sig over en plads i slutspillet. Det skulle man dog næsten ikke have ønsket sig. I slutspillets første kamp, mødte man dødsfjenden fra Pittsburgh. Browns førte 33-21 med 5 minutter tilbage, men historien har det jo, desværre for Browns fans, med at gentage sig, og Steelers slukkede alt håb, med et fantastisk comeback, og vandt kampen 36-33. Lyset slukkede igen for tidligt over et prøvet Browns hold, der efter dette nederlag forsvandt ned i NFLs kælder af middelmådighed.
00’erne blev i stedet fortællingen om Cavaliers. I 2002 begyndte byen at snakke om ung dreng, født i byen, som ville blive byens frelser. En messias på en basket bane. Den unge mand ved navn LeBron James var ganske vidst fra en lille by, Akron, udenfor Cleveland, men det lagde man ikke det store i. Han var en af dem, og han ville give byen sit mesterskab.
Cavaliers valgte LeBron først i draften 2003, og han erklærede til stor glæde for byen, at han ville få Cleveland til at lyse op som Las Vegas. Det skete bare aldrig. Cavaliers’ ledelse formåede aldrig at supplementære LeBron med et kompetent hold omkring sig. Han blev pålagt at løfte holdet ene mand. Det blev ved med at være ligeved og næsten for LeBron, hvor højdepunktet blev en finaleoptræden i 2007, hvor man dog var uden chancer og fik en lektion på 4-0 af Spurs.
LeBron var tydeligt skuffet, og da han i 2010 stod uden kontrakt tog han et valg som næsten hev hjertet ud på den by, som havde hyllet ham som en konge og gud.
10’erne
”I’m taking my talent to South Beach” en udtalelse der stadig kan få hævngerrighed, sorg og vrede op i Clevelands beboer. LeBron havde taget det svære valg. Sagde farvel til byen og i jagten på et mesterskab skrevet kontrakt med Miami Heat. Luften var fyldt med had i Ohio. Hvor stort hadet var beskrives bedst ved at titlen på en bog omkring skiftet som en af byens bedst sportsjournalister udgav. Den hed noget så u flatterende som ”The whore of Akron”. LeBrons Clevelandtrøjer blev brændt på gaden, det var på grænsen til borgerkrig i byens kvarterer.
Der var ikke megen trøst at hente hos hverken Browns eller Indians. Især Browns var gået helt i selvsving og gjorde nærmest en dyd ud af at ydmyge sig selv årligt i draften med vanvittig valg af spillere, der aldrig blev til mere end talenter. Trent Richardson, Brandon Weeden og Johnny Manziel er nogle af de mest prominente ’draft busts’. Det siger sig selv, at Cleveland stadig vælger som nogle af de første i draften og ikke er kommet tættere på hverken slutspil eller trofæ.
Tiden læger alle sår og hadet til Lebron kunne ikke leve evigt. Slet ikke da LeBron valgte i 2014 at vende tilbage til Cavaliers. Hadet forsvandt og drømmen om mesterskaber blusede op igen. Det er endnu ikke lykkedes, men sidste år tog LeBron holdet til finalen og gav de kommende vindere fra Golden State kamp til stregen.
Det er, hvor vi befinder os nu. En by stadig uden titler, men muligheden er der igen. Cavaliers er næsten klar til finalen igen og får endnu en mulighed for at sprede lidt guld over den prøvede grå industriby, der hungrer sådan efter det. Skal 2016 være året, hvor det endelig lykkedes? Det er svært ikke at håbe en smule på underdogen. Det er svært ikke at ønske succes for de prøvede indbyggere. Det er svært ikke … men også svært med realist at tro på byen nogensinde får denne glæde.
