Udgivet i samarbejde med Sportsomnia.com
Rundt regnet 150 dage til vi igen skal se en meningsfuld NFL kamp, men alligevel dominerer NFL mediebilledet ”over there”. Den lange pause mellem sæsonerne var tidligere en stille periode, hvor anden sport fik en chance. Det er ikke tilfældet længere.
Vi befinder os midt i NHL Playoff. NBA begynder deres slutspil i morgen. MLB har lige taget hul på deres nye sæson. 3 eksempler på historier der burde skubbe alt NFL nyt til sekundære placeringer i nyhedsdækningen. Det skulle også være sådan, hvis du spørg mig, men alligevel var det NFL historier, der dominerede ESPN og CBS’ hjemmesider, da jeg åbnede dem i morges, og det var hovedsageligt nyheden, jeg oplever som en usædvanlig latterlig historie, der var den dominerende.
Der er, som nævnt, 150 dages ventetid endnu. Kunne vi ikke bruge tiden på nogle, der rent faktisk spiller om ringe og trofæer. Det burde i min verden være det mest interessante, at rapportere på disse større sportshjemmesider og kanaler. I stedet formår NFL at skubbe al denne interesse ned eller ud til siden med historien om, at deres program, for næste sæson, nu er blevet offentliggjort. Er vi virkelig så football hungrende, at vi ikke kan leve uden 50 artikler, der går i dybden med denne ”schedule”? Skribenterne står i kø for at komme med deres bud på, hvem der får en let start, hvornår spilles de bedste kampe, hvorfor skal Rams ikke starte hjemme i første runde og bla. bla. bla.
Svaret på mit spørgsmål må jo være, at folk simpelthen bare hungrer efter football året rundt. Det er også tydeligt illustreret ved, hvor stor omtale NFL Draften får. Disse unge drenge får hele turen gennem mediemøllen inden, at de har rørt en NFL bold, fordi vi ikke kan vente til de optræder en søndag for vores underholdningsskyld. Om det er fordi, jeg selv kan finde draften utrolig spændende, da den har et spændende element af personligheder, – vanvid, fysiskformåen, personlighed og baggrund – at jeg kan leve med den får så stor bevågenhed, men samtidig ser mig sur på, at kampprogrammet får samme opmærksomhed, skal jeg ikke kunne sige, men er det ikke en smule latterlig?
Blev revet med af stemningen
Det gik dog hverken være eller bedre i morges end, at jeg fik læst nogle artikler og kigget en smule på kampprogrammet. Det gjorde så, at jeg ikke kunne styre mig selv og helt ukritisk bare begyndte at glæde mig som et lille barn. Så nu er jeg blevet en del af problemet. Det må jeg nok indrømme i denne lille lukkede kreds af ligesindede. Du kan vel heller ikke sige dig fri for at have luret lidt på kampene og udvalgt nogle stykker, du allerede er begyndt at glæde dig til.
Hvad det er, NFL bare kan, er svært at sætte en finger på, men det må være kombinationen af et fantastisk produkt, og det faktum at de gør det utilgængeligt det meste af året. Vi hungrer efter det. Det der burde være NFL’s største svaghed, de få kampe, formår de at vende til en styrke. De har fundet ud af, at afsavn er en menneskelig svaghed, der gør, at vi blive opsøgende af vanvidet, vi oplever, når vi ikke kan få det. Det er vel også forklaringen på, at man i weekenden kan se single mennesker stå i upraktisk tøj, drikke alt for dyrt alkohol og lade en 18 årig DJ diktere, hvilket middelmådigt masseproduceret metermusik vi skal bevæge vores bedøvede kroppe til. De må være en menneskelig defekt, at vi går gennem ild og vand imod det, vi ikke kan få og lader os udføre sær opførsel i jagten på disse ting.
Tryghedssamfund
Jeg blev selv hevet ind i dette vanvid. Især åbningskampen gjorde mig tilfreds. En rematch mellem de bedste, det kunne ikke være bedre. En genistreg af NFL tænkte jeg og begyndte at analyse kampen for mig selv den næste halve times tid. Denne følelse af glæde blev dog afløst af konklusionen, at det simpelthen var for uoriginalt. Vi har lige set den kamp! Kunne de virkelig ikke være kommet på noget bedre end at spille den endnu engang? Jeg ser det som et billede på hele det samfund, vi lever i. Vi er tilfredse med alt og vil gerne bare opleve de samme trykke ting endnu engang. Vi spiser gerne flere gange på samme restaurant. Det var jo så godt sidste gang. Vi laver det samme på fødselsdage, for det gik jo godt sidste gang. Vi ser Iron Man 8 i biografen. De sidste 7 var jo udemærkede. Der mangler et drive imod noget bedre i mange af livets aspekter. Det er slut med at tage chance. Vi er blevet et samfund af folk, der er tilfredse med det vi har. Der er ikke længere nogen, der hopper helt ved siden af normen for at forbedre verden. Vi spiller på det sikre. Vi ser hellere Nikolaj Lie Kaas spille Carl Mørck for tredje gang i stedet for at tage chancen på anden film. Vi kommer ud af biografen godt underholdt, men har glemt filmen om 4 dage, fordi den ikke bragte noget nyt. Den udfordrede os ikke til at se verden anderledes. Det samme er problemet med denne kamp. Vi får ikke noget nyt. Vi får flere af de gamle historier fortalt endnu engang, og det synes jeg er ærgerligt, men sådan er det desværre blevet. Vi ved hvad vi vil have, og vi vil ikke finde noget nyt. Vi vil se den nye sæson af Game of Thrones, med de karakterer vi kender, vi vil ikke udfordres af nye indtryk.
Jeg er selv på præcis samme måde, men derfor synes jeg dog, at vi skulle lægge en dæmper på glæden ved, at det nye kampprogram offentliggøres. Der sker langt mere interessante ting i sportens verden. Og så fik jeg lige gjort mig selv til en del af problemet ved ikke at finde en anden sjov vinkel.
God Weekend
