Daryl Worleys tid som Philadelphia Eagles-spiller er forbi, før den for alvor startede. Søndag morgen blev cornerbacken anholdt efter et sammenstød med politiet, og senere på dagen blev han fyret.

Philadelphia Eagles har haft et rigtigt godt free agency med flere fine tilføjelser som defensive end Michael Bennett, wide receiver Mike Wallace og defensive tackle Haloti Ngata. De forsvarende Super Bowl-mestre hentede også cornerback Daryl Worley efter en trade med Carolina Panthers, der fik wide receiver Torrey Smith i bytte.

Mange så byttehandlen som en sejr for Eagles, da Worley har potentialet til at starte for Eagles, men den mulighed har den 23-årige forsvarsspiller forspildt. Søndag morgen klokken 6 blev han anholdt af politiet i Philadelphia efter et sammenstød, hvor politiet var nødsaget til at bruge en strømpistol mod NFL-spilleren. Det skriver NFL Networks Ian Rapoport på Twitter.

Senere på dagen var Daryl Worley blevet fyret.

Worley blev fundet bevidstløs i en bil, der blokerede motorvejen, og på stedet blev der også fundet et våben.

I college var Worley også på kant med loven, da han erklærede sig uskyldig i en sag om overfald.

Cornerbacken blev valgt af Carolina Panthers i tredje runde af 2016 Draften og startede 25 kampe i sine to sæsoner i Carolina. Specielt i 2017 spillede han på et fint niveau i Panthers’ zoneforsvar. Worley har i samlet 31 kampe præsteret at slå 19 bolde ned i opdækning (passes defensed) og havde desuden tre interceptions.