Det danske NFL-site Draftday.dk lukker ned efter snart 14 års dækning af NFL. “Der er ikke den tid, det overskud og de kræfter til at skrive om NFL og draften, som der var engang, skriver de på deres hjemmeside”

Et af de første danske fuldstids NFL-sites lukker efter 14 års dækning af NFL. Drevet af Jacob Nørtøv og Søren Hygum Hansen har drafday.dk dækket nærmest alle sider af amerikansk fodbold gennem årene.


De to dygtige NFL-eksperter har ikke længere tid til at holde deres ønskede niveau for sitet, forklarer de i et længere indlæg på deres hjemmeside.

“Beslutningen har ikke været let at træffe, men vi kan desværre ikke længere holde det høje niveau for sitet, som vi ønsker og altid har stræbt efter.

Når familie, venner og job skal passes, er der ikke længere den tid, det overskud og de kræfter til at skrive om NFL og draften, som der var engang.”

Draftday.dk startede med udgangspunkt i at dække draften tilbage i januar 2004, men har siden da dækket NFL året rundt samt berørt dækning af både fantasy-football, college og high-school. Det høje faglige niveau har været med til at udbrede sporten på et meget højt niveau til danske NFL-fans, mens sporten voksede i popularitet på TV-skærmene op gennem 00’erne.
Hos Gul Klud elsker vi NFL, og vi elsker folk, der er passionerede omkring udbredelsen af NFL i Danmark. Derfor siger vi farvel til Draftday.dk med stor respekt og et tak for alt deres arbejde.