Hele sæsonen har vi udvalgt fem interessante matchups hver uge, som du skal holde et specielt øje med. Her i slutspillet reducerer vi det til fire fede matchups – ét fra hver kamp. Det kan være alt fra to af de bedste spillere på hver sin position i direkte duel eller opgørets mest afgørende matchup

Som altid er de 17 uger af NFLs grundspil fløjet af sted med fremragende underholdning. 20 hold er sorteret fra, mens 12 mandskaber stadig har chancen for at bringe Vince Lombardi-trofæet hjem.

Med ankomsten af slutspillet ændrer vi i formatet for Versus, hvor vi går fra fem til fire fede matchups. Vi starter med de fire første alt-eller-intet-kampe i årets slutspil her i Wild Card-runden, der naturligvis byder på både meget kampafgørende og lækre matchups.

1. Kareem Hunt vs. Titans’ løbeforsvar

Tennessee Titans er markant underdog, når Mariota og Co. gør comeback i slutspillet på Arrowhead Stadium mod AFC West-vinderen, Kansas City Chiefs. Hvis Titans skal have en chance for at levere den store overraskelse, kræver det, at Chiefs-angrebets motor, rookie-runningback Kareem Hunt, bliver holdt i skak. Når løbeangrebet og Hunt har kørt på alle cylindere, har KC været et tophold i AFC, men da der kom grus i løbemaskineriet i en håndfuld uger midt på sæsonen, var Chiefs pludselig et middelmådigt mandskab. Men i slutningen af sæsonen kom OROY-kandidaten og resten af angrebet tilbage på sporet og går ind til slutspilsopgøret med rytme og selvtillid.

https://twitter.com/Chiefs/status/949007592541642752

Titans har ligaens fjerde-bedste løbeforsvar anført af den velspillende linebacker Avery Williamson samt Sylvester Williams og Jurrell Casey på den defensive linje. Gæsterne fra Nashville bør smide mange folk i boksen for at stoppe Hunt, da det nøglen til succes er at stoppe løbespillet og tvinge Alex Smith til at kaste i små vinduer i Dick Leabeaus karakteristiske zoneforsvar. Det er en svær balancegang, da Titans ikke må give for meget plads til playmakerne Travis Kelce og Tyreek Hill. Alt i alt er missionen dog klar for Tennessee: Stop løbet efter bedste evne, og så er der en chance for at afslutte Chiefs’ sæson tidligere end ventet.

2. Deion Jones vs. Todd Gurley

Los Angeles Rams-Atlanta Falcons er Wild Card-rundens fedeste opgør i mine øjne, og kampen er også placeret i den bedste amerikanske sendetid lørdag aften. Det er sæsonens helt store positive overraskelse, Rams, der er gået fra at være ligaens klart dårligste angreb i 2016 til at være det højst-scorende hold i indeværende sæson mod de forsvarende NFC-mestre fra Atlanta, som har potentialet til at sætte mange point på tavlen. Kampens mest fascinerende – og nok også mest afgørende – matchup, står mellem MVP-kandidaten Todd Gurley og Falcons’ atletiske linebacker Deion Jones, der har farten og instinkterne til at følge med den eksplosive Rams-runningback.

Gurley præsterede 2.093 yards fra scrimmage i 15 kampe og scorede i alt 19 touchdowns. Med hans fantastiske kombination af fart og power var han skrækkelig at forsvare både i løbespillet og i kastespillet, hvor han kunne og kan eksplodere til huset på et screen-spil. Cheftræner Sean McVay har i samarbejde med OC Matt LaFleur transformeret angrebet med rutekoncepter, der konstant giver Jared Goff en fri mand at kaste til, og det Gurley også nydt godt af. Her kommer Deion Jones’ talent i opdækning til at spille en stor rolle. Han skal først og fremmest have det primære ansvar for at stoppe Gurley fra sidelinje til sidelinje i både løbe- og kastespillet, og så skal han tage de rigtige beslutninger, når han bliver stresset af ’crossing routes’, slants og andre ruter på tværs af banen. Hvis Jones spiller en stor kamp, kan Gurley holdes fra at afgørende kampen på egen hånd, og det giver Matt Ryan og Co. på angrebet muligheden for at holde trit med Rams’ offensiv på scoringstavlen.

3. Blake Bortles vs. Bills’ forsvar

Buffalo Bills’ får rigtigt svært ved at score point mod Jacksonvilles forrygende defensiv – især med tanke på, at runningback LeSean McCoy er skadet og ikke kommer til at være 100%, skulle han trække i uniformen søndag. Derfor vælger jeg i stedet at kigge på, hvordan Buffalo kan holde kampen tæt: Ved at presse Blake Bortles til at spille som den Blake Bortles, vi har set i de seneste to kampe – og som vi kender bedst – en quarterback, der rammer sine modspillere lige så ofte som sine medspillere. En quarterback, der har kastet fem interceptions over to kampe mod 49ers’ og Titans’ middelmådige forsvar.

Bills’ forsvar lever af turnovers med sin aggressive og opportunistiske spillestil symboliseret i tre super dygtige defensive backs i rookie-cornerback Tre’Davious White og safety-duoen Jordan Ponyer og Mycah Hyde, der alle tre evner at stå det helt rigtige sted, når quarterbackens bold-levering ikke er ’on point.’

Buffalo skal gå ’all in,’ smide en masse blitzes i hovedet på Bortles og håbe på, at det forcerer ham til at tage nogle dårlige beslutninger, som Bills kan udnytte. Buffalo er i slutspillet for første gang siden 1999, men hvis eventyret skal have endnu et kapitel, skal AFC East-mandskabet skabe en Blake Bortles-’meltdown.’

4. Kamara & Ingram vs. Luke Kuechly & Thomas Davis

Det sidste af Wild Card-rundens fire matchups er også det, jeg finder allerfedest. For tredje gang i denne sæson står NFLs stærkeste runningbackduo i Mark Ingram og rookie Alvin Kamara over for en af NFLs bedste linebackerduoer i Luke Kuechly og Thomas Davis. Da de to hold senest mødtes i uge 13, dominerede de to runningbacks for i alt 248 yards i en sikker Saints-sejr, og hvis Ingram & Kamara kommer i nærheden af den total igen, har Panthers ikke en chance. I uge 17 rundede begge ‘backs 1.500 scrimmage yards for sæsonen (Kamara 1.554 yards, Ingram 1.540 yards) de første runningback-holdkammerater til at gøre det i NFL historie.

Problemet for Carolina er, at Ingram & Kamara komplementerer hinanden fremragende. De løber begge bolden super godt. Ingram bringer power og brutalitet til de indvendige løb, og han har farten til at eksplodere igennem det mindste hul, mens Kamara har en imponerende fornemmelse af, hvor han skal løbe hen, og så er han ekstremt eksplosiv. Kamara er derudover et kæmpe mismatch i kastespillet, men det er netop her, at Kuechly og Davis har bedre forudsætninger end nogen anden linebackerduo for at begrænse Kamara, da de er dygtige i opdækning. Det var ikke helt til at se i uge 13, men mon ikke Panthers har lært af lektien og er bedre forberedt på Saints’ suveræne backfield? Spørgsmålet er bare, om det er nok?