Spillerunde 8 forkælede os med tre uhyre spændende TV-kampe der alle først blev afgjort på den sidste angrebsserie. I dag byder Viasat på to kampe, hvor vinderne kan begynde at tro på slutspillet, mens taberen må kigge anderledes langt efter det forjættede land. Først har vi hadefuldt divisionsopgør mellem New York Giants og Philadelphia Eagles, hvorefter San Diego Chargers og Tennessee Titans skal forsøge at fortsætte deres opadgående formkurver.

Man nægter at tro på det, men vi er allerede halvvejs gennem 2016-sæsonens grundspil. Torsdag nat tyvstartede Tampa Bay Buccaneers og Atlanta Falcons spilleuge 9, da Matt Ryan og Co. ydmygede divisionsrivalen i Florida. Dagens tidlige TV-kamp står ligeledes mellem to store rivaliserende mandskaber i form af New York Giants og Philadelphia, der begge holder til i NFC East. Både Giants og Eagles er startet 4-3, men da Cowboys allerede er noteret for seks sejre og sandsynligvis syv lidt over klokken 22 i aften (Dallas gæster Browns), vil et nederlag så godt som punktere enhver drøm om at hente divisionstitlen. Så når Eli Manning og Carson Wentz løber på banen i dag, er det til et opgør, der indeholder meget mere end fjendtlige vibrationer og sætter tonen for resten af kapløbet i NFC East. Du kan følge opgøret fra klokken 19 på TV3 SPORT 1.

Giants’ sæsonstart gør det utroligt svært at bedømme, hvordan Odell Beckham Jr. og Co. står. Holdet lagde ud med to sejre i tætte opgør mod Dallas Cowboys og New Orleans Saints, før det blev til tre nederlag i træk mod Washington Redskins, Minnesota Vikings og Green Bay Packers. Siden er New York kommet tilbage på sporet ved igen at vinde to jævnbyrdige kampe mod Baltimore Ravens og Los Angeles Rams.

Philadelphia fik en forrygende start på sæsonen med tre sikre sejre over Cleveland Browns, Chicago Bears og Pittsburgh Steelers. Siden er gassen dog gået lidt af ballonen. Minnesota Vikings er godt nok blevet besejret efter en forrygende indsats af forsvaret, men ellers har Detroit Lions, Washington Redskins og senest Dallas Cowboys trukket det længste strå.

Graham is a bad boy

Giants-angrebet har et enormt potentiale. På papiret. Men det har ikke fungeret, som forventet for Eli Manning og Co. Den erfarne quarterbacks spil varierer meget fra kamp til kamp, og han har blot kastet otte touchdowns i syv kampe. Mannings præstationer i den første halvdel af sæsonen er især skuffende med tanke på, at han har nogle fantastiske våben. Odell Beckham Jr. er en af ligaens bedste wide receivere, når han har fokus det rigtige sted, mens Sterling Shepard og Victor Cruz er to atletiske playmakere, der kan tage et kort kast til huset. Den manglende produktion i kastespillet hænger også sammen med, at holdet er elendigt til at flytte bolden langs jorden. Sølle 70,3 yards per kamp gør Giants til det værste løbeangreb i ligaen, og det er selvfølgelig ikke optimale arbejdsvilkår for Manning. Den offensive linje er generelt dårlig, og var det ikke for center Weston Richburg og guard Justin Pugh, ville enheden kandidere til den dårligste i NFL.

Philadelphias forsvar er fyldt med talent. Styrken ligger blandt de forreste syv, der kan gøre det rigtig grimt for modstanderens forsvar. Hele 22 sacks er det blevet til i syv kampe. Fletcher Cox er et monster i midten af den defensive linje, mens det langt om længe er ved at gå op for den almene NFL-seer, at Brandon Graham er en forrygende defensive end. Cox er stærk mod løbet, men hans eksplosivitet gør ham også til en formidabel pass rusher. Graham er i denne sæson vurderet som en af de bedste ‘edge defenders’ i ligaen, da han er formidabel til at lægge pres på quarterbacken.

Derudover har holdet en solid linebacker-gruppe med Mychal Kendricks, Nigel Bradham og Jordan Hicks, som flyver rundt og dækker en stor del af banen. Forsvaret har ikke helt den samme kvalitet i bagenden som oppe foran. De to startende cornerbacks Leodis McKelvin og Nolan Carroll samt de to safeties Malcolm Jenkins og Rodney McLeod er fornuftige spillere, men er på ingen måde fra den øverste hylde. Samtidig er de fleste af reserverne uprøvede eller har bare ikke niveau til NFL.

Der skal mere fut i det pass rush!

Rookie quarterback Carson Wentz er trådt ind på Eagles-angrebet og har hurtigt bevist, at han skal lede holdet i mange, mange år. På papiret har enheden ikke været specielt god – især ikke i kastespillet – men Wentz spiller med et utroligt overblik og kontrollerer angrebet som en mangeårig veteran. Den unge signal-caller har en fantastisk arm og fysik, der drager tydelige paralleller til Ben Roethlisberger. Problemet er dog, at quarterbacken mangler holdkammerater med kvalitet. Jordan Matthews er en fin receiver, men det er ikke holdbart med ham som Wentz’ primære mål. Nelson Agholor og Dorial Green-Beckham er to spillere med stort talent, men de er begge ustabile og har rigtig meget at lære endnu. Løbeangrebet er ganske solidt. Runningback Ryan Matthews er dygtig, når han altså er i stand til at spille. Han er en tålmodig løber, der er god til at læse sine blokeringer og ramme det rigtige hul. Den lille alt-mulig-mand Darren Sproles er også stadig en stor del af angrebet, hvor han både spiller en rolle i kaste- og løbespillet.

Giants gik i offseason ud og hentede flere forsvarsprofiler til klubben ved at give dem mega-kontrakter. Damon Harrison, Olivier Vernon og Janoris Jenkins var den fornemme trio, der skulle føre forsvaret fra status som et af ligaens værste til et af de bedre. På papiret er enheden blevet markant bedre og tillader 20 point per kamp. Forsvaret virker til at hænge fint sammen, og der er ikke nogen position, som niveaumæssigt falder helt igennem. I bagenden gør Jenkins, Dominique Rodgers-Cromartie og safety Landon Collins det rigtig godt, mens niveauet er okay blandt linebackerne, hvor Jonathan Casillas og Devon Kennard fører an.

På et punkt har forsvaret dog kæmpe problemer; det genererer simpelthen ikke nok sacks. Sølle ni er det blevet til, og kun Pittsburgh Steelers med otte gør det dårligere. Vernon og Jason Pierre-Paul spiller faktisk solidt, men der skal et andet slutprodukt på tavlen i form af flere sacks, før New York kan gøre sig forhåbninger om at drille Dallas i kampen om divisionen.

Afgørende matchups

Giants førsteprioritet i kampen bør være beskyttelsen af Eli Manning. Eagles har som tidligere nævnt et fremragende pass rush, og værternes offensive linje er blandt de dårligere i NFL. New York skal finde en måde at give quarterbacken nok tid til at finde OBJ og resten af den stærke receiver-gruppe ned ad banen, hvor playmakerne bør have overhånden mod Philadelphias secondary. Eagles front-syv maltrakterede Vikings og Sam Bradford for to uger siden, og hvis vi får et lignende billede i dag, vinder ørnene også i dag.

Vigtige skader

Giants: Hjemmeholdet er uden safety Darian Thompson og den defensive end Kerry Wynn. Stjerne-receiver Odell Beckham Junior meldes helt klar til kamp.

Eagles: Gæsterne er uden guard Allen Barbre og linebacker Kamu Grugier-Hull, mens de to defensive tackles Bennie Logan og Taylor Hart er tvivlsomme.

Seneste møder

Divisionsrivalerne mødtes senest i sidste runde af 2015-sæsonen, hvor Eagles vandt 35-30 i NY i en betydningsløs kamp.

Samlet vurdering

Vi har en tæt kamp i vente, men gæsternes forsvar bliver en for stor mundfuld for Eli Manning. Philadelphia vinder 23-20.