Spændingen blev flået ud af sidste søndags kampe på Viasats kanaler, da Vikings og Cowboys sejrede overlegent. Denne uges TV-kampe byder på tre af NFLs bedste quarterbacks på tre af ligaens stærkeste hold. Først tager Tom Brady og Patriots imod et presset Bengals-mandskab, hvorefter Russell Wilson og Seahawks’ giftige forsvar får besøg af NFLs suverænt bedste angreb i Atlanta Falcons.

Femte spillerundes helt store samtaleemne var Tom Bradys sæsondebut i Cleveland, og quarterbacken skuffede ikke ved at kaste tre touchdowns og ramme på 28 af 40 kast for 406 yards. I ugens tidlige TV-kamp på TV3 SPORT 1 klokken 19 spiller Brady på hjemmebane for første gang i ni måneder, når Cincinnati Bengals kommer på besøg i jagten på oprejsning og holdets tredje sejr i sæsonen. Men har et skuffende Bengals-hold anført af Andy Dalton overhovedet en chance? Det kan du læse mere om i denne artikel, mens du kan blive klogere på den sene TV-kamp mellem Seattle Seahawks og Atlanta Falcons ved at klikke her.

Brady er på en mission

Med Tom Brady ude i de første fire kampe ville de fleste Patriots-fans have været tilfredse med en 2-2-start. Jimmy Garoppolo og Jacoby Brissett overgik dog de fleste forventninger ved at vinde tre kampe efter flot spil. En enkelt svipser blev det til hjemme mod Buffalo Bills i en kamp, hvor New England fejlede på alle parametre og måtte gå pointløse fra hjemmebanen for første gang siden 1993. I sidste uge vendte Brady tilbage med bravur i en sejr på 33-13 i Cleveland, der bragte holdet på 4-1.

Gæsterne fra Cincinnati har fået en anderledes sløv indledning på sæsonen med tre nederlag i fem kampe. De to sejre er kommet i hus mod to af New Englands skuffende rivaler i AFC East; New York Jets og Miami Dolphins, mens Bengals har måttet give tabt, når modstanderen har været af en solid kaliber. Pittsburgh Steelers, Denver Broncos og Dallas Cowboys har alle sat A.J. Green og Co. betydeligt til vægs. I dag kommer Cincinnati så på sæsonens nok sværeste opgave ude mod et velspillende Patriots-hold, der meget sjældent taber på hjemmebane med Brady som starter.

New England Patriots så uhyggelig ud med Tom Brady tilbage i aktion sidste søndag. Cleveland Browns er nok ikke den bedste målestok, men den 39-årige quarterback viste ingen tegn på, at alderen trykker. Tværtimod. Brady spillede tæt på fejlfrit og var især fremragende i første halvleg.

Han udnyttede i højeste grad den fornemme tight end duo Rob Gronkowski og Martellus Bennett. Gronk leverede et af sine sædvanlige utrolige spil, hvor der skulle tre mand til at tackle ham, mens Bennett greb Bradys tre touchdowns. Duoen er tæt på umulig at stoppe. For ud over deres evner som receiver er begge også stærke til at blokere og skal derfor respekteres i løbespillet. Quarterbacken har allerede et fantastisk samarbejde med Julian Edelman, og han ser ud til at sætte pris på nyerhvervede Chris Hogan, som greb fire bolde for 114 yards. Brady kan samtidig læne sig op ad et solidt løbeangreb, der med LeGarrette Blount i spidsen snitter 128 yards per kamp. Den offensive linje ser også fornuftig ud. Venstre tackle Nate Solder er begyndt at ligne sit gamle jeg, og rookie guard Joe Thuney har allerede vist sig at være et fremragende tredjerundevalg.

Patriots-angrebet står over for et Bengals-forsvar, der har vist svaghedstegn i de første fem opgør. Selvom enheden har fået linebacker Vontaze Burfict tilbage, spiller linebacker-gruppen på et alt for lavt niveau. Rey Maualuga og Karlos Dansby er ikke så atletiske som tidligere, og senest blev de løbet over ende af Dallas Cowboys.

https://twitter.com/SportsCast_THN/status/785246723765514240

Samtidig har bagenden med Adam “Pacman Jones”, Dre Kirkpatrick og George Iloka ikke spillet på det samme høje niveau som sidste år. Det udnyttede både Steelers og Broncos til at ramme forsvaret på flere store spil ned ad banen. Positivt er det dog, at den defensive linje med Geno Atkins og Carlos Dunlap fortsat viser en enorm kvalitet, men derudover har forsvaret brug for at hive sig selv op. Ellers bliver det rigtig grimt mod New England.

Bengals skal iscenesætte Green

Cincinnati-angrebet har på papiret indledt sæsonen fornuftigt, og Andy Dalton fører AFC med 1.503 kasteyards. Men store dele af quarterbackens produktion er kommet på tidspunkter, hvor de pågældende kampe har været afgjort. Mod Cowboys skulle angrebet langt ind i anden halvleg for at sætte point på tavlen, og det skal mere tilskrives et konservativt Dallas-forsvar, der trådte på bremsen og tillod lette, korte kast, end det skyldtes flot angrebsspil. Dalton er en fornuftig startende quarterback, men heller ikke meget mere end det, og han har haft det svært uden Mohamed Sanu og Marvin Jones. Derudover har den offensive linje været ukarakteristisk ringe og tilladt hele 17 sacks. Kun Indianapolis har tilladt flere (20). Holdets løbeangreb har slet ikke fungeret indtil videre – Jeremy Hill og Giovani Bernard skaffer begge under fire yards per løb – og enheden bliver derfor relativt overkommelig at lukke ned. A.J. Green er en stjernereceiver, og når han får chancen for at brillere, ender det ofte godt for Bengals. Green har grebet bolde for 353 yards i de to sejre, men til gengæld har han blot præsteret 165 yards i de tre nederlag. Du kan trygt regne med, at han kommer til at se masse dobbelt opdækning mod New England.

Patriots har et meget solidt forsvar, der sjældent bliver nævnt blandt ligaens bedste. Enheden har ikke det samme niveau som Vikings, Broncos og Seahawks, men ligger i laget lige under. Den defensive linje er bundsolid med en stærk trio i Jabaal Sheard, Rob Ninkovich og Chris Long, mens Alan Branch og Malcom Brown fylder en masse i midten. Forsvaret har en fremragende linebacker-duo i ultra-atletiske Jamie Collins og hårdt-hittende Dont’a Hightower, der bakkes op af fornuftige reserver.

https://twitter.com/HighlightHub/status/779135114458652676

I bagenden har holdet også en del kvalitet. Safety Devin McCourty er en klog spiller, der bruger sin erfaringer som tidligere cornerback til konstant at positionere sig rigtigt, mens Patrick Chung har vist sig som en alsidig safety, der både kan levere hits, men også er ganske habil til at dække tight ends og sommetider receivere. Malcolm Butler og Logan Ryan er en god, ung cornerback-duo. Styrkerne ved Patriots-forsvaret er, at det ikke har nogen store svagheder, er coachet og velforberedt samt stort set altid formår at fjerne modstanderens største trussel. Sidste weekend lukkede New England eksempelvis Browns’ løbeangreb fuldstændig ned. Et løbeangreb, der inden kampen førte ligaen i yards per kamp. Cheftræner Bill Belichick og forsvarstræner Matt Patricia efterlader intet til tilfældighederne, men måske har Bengals et lille håb i, at Patriots-forsvaret har svært ved at komme af banen på tredje down, men…

Afgørende matchups

Hvis Bengals skal holde kampen tæt, skal holdet vinde kampen ‘in the trenches’. Atkins, Dunlap og resten af gæsternes defensive linje skal vinde duellen mod Patriots’ offensive linje og gøre det ubehageligt for Brady at stå i lommen. Det er ikke en nødvendighed at sacke Brady en håndfuld gange, men han skal i hvert fald presses ud af sin rytme, så han ikke føler, han har tid til at levere bolden. Hvis quarterbacken først får lov til at gøre tingene på sine præmisser, kan Cincinnati godt vinke farvel til håbet om en choksejr i Foxborough.

Vigtige skader

Patriots: Værterne er uden reserve-linebacker Jonathan Freeney og tight Greg Scruggs. Det helt store spørgsmålstegn er dog tight end Rob Gronkowski, der ikke trænede fredag på grund af sygdom. Han er derfor tvivlsom. Patriots har som sædvanlig sat en masse spillere som “tvivlsomme” til opgøret. Mest nævneværdig er de to linebackere Jamie Collins og Dont’a Hightower samt wide receiver Julian Edelman og tight end Martellus Bennett. De forventes alle at spille.

Bengals: Hos gæsterne er der til gengæld ikke meget at melde om. Tight end Tyler Eifert er stadig ude med både en ryg- og ankelskade.

Seneste møder

Holdenes seneste indbyrdes møde er et ret betydningsfuldt et af slagsen i den nyere NFL-historie. Det fandt sted for to år siden, hvor New England i uge tre var blevet ydmyget i Kansas City efter en forfærdelig kamp af Tom Brady, som medførte adskillige spørgsmål om et potentielt skifte fra Brady til Garropolo på holdets quarterback-position. De spørgsmål kunne Bill Belichick kun grine af og sige “We’re on to Cincinnati”, og runden efter slagtede Patriots og Brady så Bengals med 43-17 i Foxborough.

Samlet vurdering

Tom Brady og Patriots er uhyggeligt stærke på hjemmebane og er bare et klart bedre hold end Bengals. Værterne vinder 33-20 efter et sent touchdown af Cincinnati.