Spillerunde 8 forkælede os med tre uhyre spændende TV-kampe der alle først blev afgjort på den sidste angrebsserie. I dag byder Viasat på to kampe, hvor vinderne kan begynde at tro på slutspillet, mens taberen må kigge anderledes langt efter det forjættede land. Først har vi hadefuldt divisionsopgør mellem New York Giants og Philadelphia Eagles, hvorefter San Diego Chargers og Tennessee Titans skal forsøge at fortsætte deres opadgående formkurver.

Flere nederlag end sejre er status ved midtpunktet af sæsonen, når man lægger resultaterne sammen for kombattanterne i dagens sene TV-kamp. San Diego Chargers (3-5) og Tennessee Titans (4-4) har begge spillet rigtig fin football i løbet af sæsonen. At Chargers blot har hentet tre sejre er ekstremt misvisende, og du kan argumentere for, at Rivers og Co. hører til blandt NFLs ti bedste hold. Gæsterne fra Tennessee har til gengæld fået et retvisende udbytte, men med en opblomstrende Marcus Mariota i spidsen peger pilen udelukkende i opad, og de lyseblå titaner går en spændende sidste halvdel af sæsonen i møde. Vi har et ekstremt interessant opgør i vente, som du kan læse mere om i resten af denne artikel og se på TV3+ fra klokken 22.15. Viasat har også en lækkerbisken i den tidlige TV-kamp, hvor New York Giants tager imod Philadelphia Eagles. Læs mere om det opgør ved at klikke her.

Hjemmeholdet har på trods af fem nederlag spillet rigtig flot football i perioder. Flere af kampene er blevet tabt, efter Chargers har smidt en føring i fjerde quarter. I åbningskampen mod Kansas City Chiefs smed San Diego en føring på 21 point, og mod New Orleans Saints fumblede holdet to gange og mistede et forspring på 13 i de sidste seks minutter. Chargers’ tre sejre har været mod dygtige modstandere i Denver Broncos og Atlanta Falcons plus en ydmygelse af skuffende Jacksonville Jaguars.

Titans har sammenlignet med de seneste mange sæsoner fået en rigtig god start på sæsonen med fire nederlag og fire sejre. De seneste fire kampe har resulteret i tre sejre over Miami Dolphins, Cleveland Browns og Jacksonville Jaguars. Divisionsrivalerne Houston Texans og Indianapolis Colts har dog været med til at forhindre en fantomstart for Mariota og Co. Minnesota Vikings og Oakland Raiders har også besejret Tennessee.

Stærk i modgang

Philip Rivers og Chargers-angrebet har præsteret på et uventet højt niveau, især når man tager i betragtning, at holdet har måtte undvære første-receiver, Keenan Allen, og runningback Danny Woodhead. Det har Rivers ikke ladet sig gå på, og han har spillet med den samme ekstreme vindermentalitet og vilje, der sammen med hans evne til at læse forsvaret og levere hurtige bolde, har ført angrebet til 28,1 point per kamp. Rivers har et par gode mål i wide receiver Travis Benjamin og Tyrell Williams, og så har rookie tight end Hunter Henry allerede vist, at han går en store karriere i møde. Han kommer til at tage over efter aldrende Antonio Gates, der synger på sidste vers, men stadig er Rivers’ mest pålidelige mål. San Diegos angreb har samtidig fået en helt anden balance sammenlignet med sidste sæson. Melvin Gordon er som forvandlet og spiller klart bedre, end 3,6 yards per løb indikerer. Efter otte kampe står han noteret for hele ti touchdowns, hvilket må siges at være en forbedring, da han slet ikke fandt endzone i sidste sæson.

Rivers og Co. skal møde et Titans-forsvar, der måske ikke har så mange store stjerner, men spiller bundsolidt. Enheden har dygtige spillere på de fleste positioner. På den defensive linje huserer Jurrell Casey. Han er et mareridt at spille over for, og han leverer både når modstanderen løber og kaster bolden. De to outside linebackere Brian Orakpo og Derrick Morgan udgør en eksplosiv pass rush-duo, der har en stor andel i de 22 sacks, som Titans har præsteret indtil videre.

Wesley Woodyard og Avery Williamson patruljerer i midten af forsvaret med hård hånd, og det er bestemt ikke sjovt at være receiver og gribe en bold hen over midten, når de to er på banen. De 22 sacks er et resultat af Dick Lebeaus aggressive forsvarssystem, der indeholder en masse eksotiske blitzes. Det stiller også store krav til bagenden, der ofte skal mandsopdække receiverne. Jason McCourty og Perrish Cox er to okay cornerbacks, og det samme kan siges om de to safeties Da’Norris Searcy og Reshad Johnson. Det er dog ikke godt nok til at dække store stjerner på egen hånd, og derfor bliver McCourty og Co. sommetider udstillet.

Her kommer Bosa!

Gæsternes angreb startede sæsonen langsomt, men er nu begyndt at klikke på flere tangenter. Bag en stærk offensiv linje ligner DeMarco Murray pludselig den spiller, der vandt prisen som “Offensive Player of the Year” i 2014. Runningbacken løber ekstremt eksplosivt og ser ud til at blomstre i holdets ‘exotic smash-mouth’-angreb. 152,2 yards snitter holdet langs jorden per kamp. Samtidig er Marcus Mariota begyndt at spille rigtig godt efter en sløv start på sæsonen. Den unge signal-caller er både blevet en større del af holdets løbeangreb, men i de seneste fire kampe har han virkelig lignet en franchise-quarterback. Mariota virker til at være faldet til i angrebssystemet. Han har en helt anden ro over sig med fantastisk præcision på sine kast.

Hans spil er især imponerende med tanke på, at han ikke har nogen store profiler at kaste til. Rishard Matthews er ganske fornuftig receiver, men skal ikke være første-receiver på et NFL-mandskab. Kendall Wright er begyndt at lave spil, og rookie Tajae Sharp er et lovende talent, men det er ikke spillere, der får modstanderen til at ryste i bukserne. Den dygtige tight end Delanie Walker må betegnes som Mariotas mest pålidelige mål.    

San Diegos forsvar har på trods af skader til store profiler – blandt andre cornerback Jason Verrett – spillet solid football. Det skyldes ikke mindst rookie Joey Bosa, der efter at have misset den første måned af sæsonen har spillet fænomenalt.

Den defensive end er konstant i modstanderens backfield og lægge pres på quarterbacken, og vi kan efter fire kampe konstatere, at han er favorit til at vinde ‘Defensie Rookie of the Year’. Ud over Bosa er den defensive linjemand Corey Liuget, defensive tackle Brandon Mebane og outside linebacker Melvin Ingram profilerne på et forsvar, hvis styrker især ligger blandt de forreste syv. Rookie linebacker Jatavis Brown har vist sig som en sand bold-magnet, der altid virker til at være, hvor bolden er. I de bagerste geledder udgør Brandon Flowers og Casey Heyward en fin cornerback-duo, men Verretts fravær kan tydeligt mærkes. Resten af bagenden er skrøbelig enten i form af uprøvede eller dårlige spillere.

Afgørende matchups

Kampens helt store og afgørende slag kommer til at stå mellem hjemmeholdets defensive linje og gæsternes offensive linje. Taylor Lewan og Jack Conklin er profilerne på en stærkt spillende offensiv linje, der har tæt på samme niveau som Cowboys’ ditto. Bosa og Co. må ikke tillade, at Titans får gang i løbespillet. Mariota skal tvinges til at vinde kampen for gæsterne. Hvis det sker, ligger fordelen hos San Diego.

Vigtige skader

Chargers: Værterne må se bort fra rookie tight end Hunter Henry, cornerback Craig Mager plus de to startende linebackere Jatavis Brown og Denzel Perryman. De to wide receivere Travis Benjamin og Tyrell Williams er tvivlsomme.

Titans: Guard Quinton Spain er ude, mens tight end Delanie Walker er tvivlsom til opgøret, og hans status afgøres først lige op til kampstart. Safety Reshad Johnson og linebacker Aaron Wallace er der også tvivl omkring.

Seneste møder

Vi skal tre år tilbage for at finde det seneste møde. Her vandt Titans med 20-17 hjemme i Tennessee.

Samlet vurdering

Jeg har en fornemmelse af, at Titans leverer en lille overraskelse og kan rejse hjem fra San Diego med en sejr i bagagen. Tennessee vinder 24-23.