Den ene af 2015-sæsonens NFC Championship-deltagere, Arizona Cardinals, er under et uhyre stort pres, når holdet gæster San Francisco 49ers. Cardinals er uden quarterback Carson Palmer, og et nederlag vil bringe det talentfulde mandskab på 1-4 – langt væk fra slutspillet.

Sidste rundes TNF-kamp mellem Cincinnati Bengals og Miami Dolphins var hverken underholdende eller spændende. I denne uge kan vi til gengæld se frem til et utroligt interessant opgør, når San Francisco 49ers tager imod Arizona Cardinals på Levi’s Stadium. Gæsterne har fået en katastrofal start på sæsonen med nederlag i tre af de første fire kampe og kan reelt vinke farvel til målet om at vinde divisionen med et nederlag i nattens kamp. Læg dertil, at Cardinals må undvære quarterback Carson Palmer, og der er lagt op til en dramatisk kamp.

To sejre tilsammen

Chip Kellys 49ers gik ind til sæsonen med meget begrænsede forventninger, men i åbningskampen smadrede San Francisco Los Angeles Rams med 28-0 og skabte lidt optimisme. Al tro på en god sæson er dog hurtigt forsvundet efter klare nederlag i de seneste tre kampe til Carolina Panthers, Seattle Seahawks og Dallas Cowboys.

Arizona Cardinals blev af mange vurderet som det bedste hold i NFC, men holdet har slet ikke lignet sig selv i begyndelsen af denne sæson. På nær en forrygende sejr på 40-7 hjemme over Tampa Bay Buccaneers i anden runde har holdet skuffet gevaldigt. Cardinals er blevet slået af et New England Patriots-hold uden Tom Brady og Rob Gronkowski, af et ustabilt Buffalo Bills-mandskab og af Los Angeles Rams, der har Case Keenum som quarterback.

Scenen er jeres, Hyde og Johnson

San Francisco 49ers er et af de ringeste hold i NFL, og der er ikke mange positive ting at bygge videre på. 49ers’ eneste stjerne, linebacker NaVorro Bowman, er lige blevet meldt ude resten af sæsonen med en overrevet akillessene, og holdet har bare ikke talentet til at konkurrere med størstedelen af modstanderne. Angrebet med quarterback Blaine Gabbert i spidsen snitter kun 292,8 yards per kamp. Kastespillet er uden rytme og har ingen playmakere. Der er langt mellem de gode spil fra Gabbert, og så hjælper det heller ikke, at hans klart bedste mål er wide receiver Torrey Smith, der stort set kun løber dybe ruter. De næste receivere på listen er middelmådige Jeremy Kerley og Quinton Patton, der ikke vil kunne få spilletid hos langt de fleste hold. Sjovt nok virker tight end Vance McDonald til at være hjemmeholdets mest eksplosive våben. Det eneste positive ved angrebet er løbespillet, hvor Carlos Hyde har produceret 299 yards indtil videre og fører NFC med fem løbe-touchdowns.

Det tamme 49ers-angreb skal forsøge at sætte point på tavlen mod et talentfuldt Cardinals-forsvar, der dog har sine huller. Statistisk set har enheden egentlig gjorde det ganske fint, men forsvaret har tilladt en del store spil i løbet af de første fire kampe. I tredje runde løb Tyrod Taylor og Lesean McCoy over Arizona, mens Brian Quick søndag scorede et dybt touchdown efter forfærdeligt forsvarsspil. Cornerback Patrick Peterson og hybrid-stjernen Tyrann Mathieu udgør ellers den nok bedste cornerback-duo i NFL, men sidstnævnte er stadig ved at genfinde sig selv efter en slem knæskade. Forsvarets store problem er den manglende evne til at stoppe løbet. Enheden har tilladt 110 yards per kamp. Til gengæld har de to outside linebacker Chandler Jones og Markus Golden vist sig at være en fremragende duo til at nedlægge quarterbacken med fire sacks hver. Hvis de fortsætter den tendens mod Gabbert og Co, bliver det en stor udfordring for 49ers at score point.

Arizonas angreb har talentet til at være det bedste i NFL, men det har været en stor skuffelse i den første fjerdedel af sæsonen. Carson Palmer har set meget rusten ud med seks interceptions, og så hjælper det heller ikke, at den offensive linje har tilladt hele 12 sacks. Ser man bort set fra kampen mod Tampa Bay i uge 2, har quarterbacken slet ikke fundet rytme. Modstanderen tager de dybe spil væk, som Arizona-angrebet lever på, og Palmer har ikke været i stand til konsekvent at flytte bolden ned ad banen med korte kast. Larry Fitzgerald, John Brown og Michael Floyd er en fornem receiver-trio, men det er kun Fitzgerald, der excellerer på de korte ruter. Carson Palmer misser endda nattens opgør med en hjernerystelse og bliver erstattet af Drew Stanton. Reserven er en billig kopi af Palmer med en fornuftig arm, men du ved aldrig, hvad du får (som regel er det skidt).

Heldigvis har Cardinals en af ligaens bedste runningbacks i David Johnson, der bare har fortsat på det imponerende niveau, han viste i slutningen af sidste sæson. Han er eminent til at bryde tacklinger, kan løbe både indvendigt og udvendigt, og så er han forrygende i kastespillet. Han har over 100 yards fra scrimmage i alle fire kampe og snitter flotte 4,7 yards per løb.

Johnson og Co. står over for et middelmådigt 49ers-forsvar uden dets bedste profil. Linebacker NaVorro Bowman rev søndag sin akillessene over mod Dallas Cowboys og misser derfor resten af sæsonen. Holdet har et par lovende spillere på den defensive linje i Arik Armstead og DeForest Buckner, der begge spillede på college i Oregon med Chip Kelly som cheftræner. Derudover udgør Antoine Bethea og Eric Reid en fornuftig safety-duo. Forsvaret er dog elendigt mod løbet og har tilladt 140 yards i snit, hvilket er værst af alle i ligaen. Tabet af førnævnte Bowman bliver svært at overkomme, da han både er forsvaret bedste spiller og den altoverskyggende leder. 49ers får dog outside linebacker Aaron Lynch tilbage efter karantæne, og han kan måske tilføre noget ekstra pass rush. Selv hvis San Francisco kan dæmme op for kastene ned ad banen, som de fleste hold har haft succes med, får hjemmeholdet mere end svært ved at stoppe David Johnson.

Afgørende matchups

Den store nøgle til kampen bliver lige netop 49ers’ forsøg på at begrænse Arizonas løbeangreb. Når du har ligaens værste løbeforsvar og mangler din bedste forsvarsspiller, skal der noget helt specielt til for at stoppe en runningback af David Johnsons kaliber. Hvis den defensive linje spiller sæsonens bedste kamp, mens linebackerne Gerald Hodges og Michael Wilhoite rydder fornuftigt op bag ved, har San Francisco en chance for at lave overraskelsen.

Vigtige skader

49ers: NaVorro Bowman misser naturligvis opgøret med sin forfærdelige skade. Derudover er hjemmeholdet uden den defensive linjemand DeForest Buckner og cornerback Jimmy Ward. Defensive tackle Glenn Dorsey, wide receiver Jeremy Kerley og tight end Vance McDonald er tvivlsomme.

Cardinals: Carson Palmer er ude med en hjernerystelse. Gæsterne må også se bort fra tight end Darren Fells og defensive tackle Ed Stinson. Cornerback Justin Bethel og den defensive tackle Frostee Rucker er der tvivl omkring.

Seneste møder

Seneste opgør mellem de to mandskaber fandt også sted i San Francisco. Her vandt Cardinals 19-13, da Palmer løb bolden ind for et otte-yard touchdown med knap 2.28 tilbage. I holdenes første indbyrdes møde sidste år ydmygede Arizona 49ers med 47-7.

Samlet vurdering

Selvom Carson Palmers skade er en stor svækkelse for Arizona, har holdet simpelthen for meget talent til at tabe til 49ers og gå 1-4. Cardinals vinder 23-17.