Colts gav et opgivende Jets-mandskab en ordentlig afklapsning for en uge siden. I nat får vi et helt anden intensitet at føle, når New England Patriots og Baltimore Ravens mødes i et nyklassisk rivalopgør i AFC med store slutspilsimplikationer.

Vi har en sand lækkerbisken af en kamp til at afslutte 14. spillerunde, når Baltimore Ravens (7-5) i nat er på besøg hos New England Patriots (10-2). To hold, der begge har vundet Super Bowl i dette årti og i samme periode er stødt sammen fire gang i slutspillet med to sejre til hver. Ravens er et af de hold, der har gang på gang har drillet Tom Brady i hans egen hule, og i nat er Baltimore i den grad tvunget til at vinde for at holde trit med Pittsburgh Steelers i divisionen. På den anden side kan Patriots tage et kæmpe skridt mod første-seed i AFC og potentielt sende en kæmpe rival ud af slutspillet med en sejr. Gillette Stadium lægger græs til braget, der kan ses fra klokken 02.30 på TV3 SPORT 1.

New England har i vanlig stil sat kursen mod divisionstitlen og en bye-week i slutspillet med ti sejre indtil videre. Bill Belichicks tropper har på trods af tre sejre på stribe ikke set usårlige ud mod svage modstandere som San Francisco 49ers, New York Jets og Los Angeles Rams. Holdets seneste svære test endte i nederlag til Seattle Seahawks, men det var med den nu skadede angrebsstjerne, Rob Gronkowski, på holdkortet. I nat får vi et indtryk, hvilken forfatning Patriots er i kort før slutspillets begyndelse.

Gæsterne er kommet fornemt tilbage efter en kedelig stime med fire nederlag i træk undervejs. Baltimore har vundet fire af de seneste fem opgør, og sidste søndag blev Miami Dolphins udraderet i en sejr på 38-6. Ravens og Co. ser ud til at have ramt formen på det helt rigtige tidspunkt i jagten på en plads i slutspillet, men i nat står holdet over for den største test i sæsonen. En udfordring, der højst sandsynligt skal klares, hvis Baltimore ikke skal se januar-football hjemme i stuerne for andet år i træk.   

Et andet angreb uden Gronk

Anført af Tom Brady er Patriots-angrebet nok en gang et af de bedste i ligaen. Med sin fantastisk præcision og evne til at finde det rigtige rum i lommen har quarterbacken ført New England til syv sejre ud af otte mulige ved at ramme på 68,9 procent af sine kast for 19 touchdowns og blot en enkelt interception. Brady må undvære sit favoritmål, tight end Rob Gronkowski, i resten af sæsonen, hvilket fjerner en stor dimension fra angrebet. I Gronks fravær viste receiver-duoen Julian Edelman og Malcolm Mitchell mod Los Angeles Rams, at de kan udfylde en god del af det hul, som angrebsstjernen efterlader. Rookien har vundet Bradys tillid og kvitteret med flotte præstationer de seneste tre kampe, mens Edelman ligner en, der er tæt på 100 procent.

https://twitter.com/mistapatriot/status/803352196712714240

Derudover har Chris Hogan også etableret sig som et pålideligt mål, mens Martellus Bennett har været bundsolid på trods af nogle mindre skader. For en gangs skyld har Brady også et stærkt løbeangreb at læne sig op ad. LeGarrette Blount har løbet over modstanderne som en bulldozer og vist overraskende fart i stængerne, når han først ser muligheden for at tage bolden til huset. Det har resulteret i 13 løbetouchdowns og 957 yards, men mod Ravens, får Blount intet foræret.

Baltimore-forsvaret er tilbage blandt de bedste i NFL. Enheden er især eminent til at stoppe løbet og tillader sølle 73,8 yards per kamp i den kategori. Brandon Williams og Timmy Jernigan spiller forrygende på den defensive linje og vinder stort set samtlige direkte dueller, hvilket gør det umuligt for den offensive linje at åbne huller til runningbacken.

Gode gamle Terrell Suggs og unge C.J. Mosley er stærke til at hjælpe til fra linebacker-positionen, uden at det koster pass rush. Forsvaret er også stærkt til at forsvare med kastet. Safety Eric Weddle er gået direkte ind og har overtaget Ed Reeds rolle som alt-mulig-mand og leder i bagenden. Hans tilstedeværelse og erfaring har givet et boost til flere af de mindre kendte spillere. Især rookie-cornerback Tavon Young har vist stærkt spil som den primære makker til dygtige Jimmy Smith. Lardarius Webb har derudover klaret sit skifte fra cornerback til safety på fornuftig vis. Alt i alt er det et forsvar med kvalitet hele vejen rundt.

Er Ravens’ angreb ved at finde sig selv?

Gæsternes angreb har ikke helt den samme kvalitet som angrebet, men har de seneste uger vist flere lovende takter, der kulminerede med en fantastisk kamp mod Dolphins, hvor Joe Flacco gjorde lige, hvad der passede ham.

Generelt har quarterbacken dog været rimelig middelmådig, og der er ikke langt fra de store spil til de dårlige beslutninger, som kan koste sejren. Men vi har tidligere set, at Flacco hæver sit niveau i takt med, at tingene spidser til. Han har en stærk receiver-gruppe, der komplementerer hinanden godt, at kaste til. 37-årige Steve Smith har stadig en imponerende eksplosivitet og fysik, og når man ser ham konvertere en kort slant-rute til et stort spil, nægter man at tro, at hans karriere synger på sidste vers. Mike Wallace og Breshad Perriman er begge lynhurtige og kan brænde forsvaret dybt til hver en tid, mens tight end Dennis Pitta er tilbage som Flaccos pålidelige mål hen over midten. På ukarakteristisk vis har Baltimore stadig ikke fået gang i løbespillet. Terrance West og Kenneth Dixon er en lovende runningback-duo, men den offensive linje har slet ikke formået at skabe de nødvendige huller. I december og januar skal man kunne løbe bolden i en vis grad for at have succes. Det ved John Harbaugh, og Ravens kunne passende få gang i det i nattens opgør. Holdet har tidligere løbet over Patriots.

New Englands forsvar er langt fra skræmmende, men er faktisk det andet-bedste sammen med Baltimore målt på point scoret imod per kamp (17,2 point). Enheden har dygtige spillere på de fleste positioner, selvom der måske ikke er nogen store stjerner. På den defensive linje spiller de to andet-års-spillere, tackle Malcom Brown og end Trey Flowers, rigtig fint. De flankeres af en solid trio med Chris Long, Rob Ninkovich og Jabaal Sheard. Bagved dem er forsvarets største profil og leder, inside linebacker Dont’a Hightower, der er fantastisk til at stoppe løbet og lægge pres på quarterbacken. Kompromisløse Elandon Roberts og Shea McClellin bruges primære på løbedowns, mens Kyle Van Noy skal efter quarterbacken. På papiret har Patriots været okay til at få nedlagt quarterbacken med 26 sacks, men statistikken er misvisende. Forsvaret skaber meget lidt pass rush, og det er kun på grund af, at modstanderne konstant er bagud og er tvunget til at kaste, at New England har fået sat nogle sacks på kontoen. Bagenden har haft sine problemer i løbet af sæsonen, men nu har forsvarstræneren, Matt Patricia, fundet sin cornerback-konstellation. Ved siden af den stærkt spillende Super Bowl-helt, Malcolm Butler, er det Logan Ryan og Eric Rowe, der skal dække receiverne op. Især Rowe havde det svært tidligere på sæsonen, men han er ved at få fat på efter sit skifte fra safety-positionen. Devin McCourty nævnes sjældent, selvom han er en af de bedste safeties i ligaen, og Patrick Chung spiller fornuftigt i hans rolle som ekstra mand i boksen og til at dække tight ends. Forsvaret er bestemt ikke uden svagheder, og det kan koste dyrt, hvis der kommer gang i pass rushet og forceres flere turnovers.

Afgørende matchups

Patriots får rigtig svært ved at løbe bolden, og derfor kommer Blount ikke til at spille den store rolle. Til gengæld kommer de to vævre runningbacks, Dion Lewis og James White, til at være rigtig afgørende for kampens udfald. Brady kommer til at kigge rigtig meget deres vej i kastespillet, og hvis Ravens kan lukke den angrebsdimension ned, er der fornuftige muligheder for en overraskelse. Uden Gronkowski og med en småskadet Martellus Bennett har New England ikke mange muligheder for store spil, og hvis Brady så heller ikke kan finde sine runningbacks for de let tjente yards, bliver det meget vanskeligt at flytte bolden for hjemmeholdet.  

Vigtige skader

Patriots: Brady er tilbage på 100 procent efter den knæskade, der har plaget ham de seneste kampe. Receiver Danny Amendola er ude, mens Martellus Bennett, Eric Rowe, Elandon Roberts, safety Jordan og Richards og special teams-esset Matthew Slater er tvivlsomme.

Ravens: Ravens må se bort fra tight end Crockett Gilmore og runningback Lorenzo Taliaferro, mens guard Alex Lewis er stærk tvivlsom. Der er også lidt tvivl om guard Marshal Yanda, men han ser ud til at være med.

Seneste møde

Vi skal tilbage til 2014/15-sæsonens slutspil for at finde det seneste opgør mellem de to mandskaber. I Divisional Round vandt Patriots hjemme i Foxborough med 35-31 efter at have været bagud med 14 point både i første og tredje quarter.

https://twitter.com/TomBradysEgo/status/806945912333500416

Samlet vurdering

Patriots får endnu en gang problemer mod Ravens, men jeg kan ikke se Tom Brady og Co. tabe to hjemmekampe i samme sæson. Patriots vinder 27-23.