Sidste mandag formindskede Panthers Redskins’ slutspilschancer markant med en overraskende sejr i Washington. I nat har vi igen et NFC East-hold på programmet, når divisionsvinder Dallas Cowboys tager imod Detroit Lions, der kan spille sig i slutspillet med en sejr.

Torsdag nat kunne Dallas Cowboys juble over at have vundet NFC East-titlen første seed i slutspillet, da Eagles besejrede Giants. Jason Garretts tropper sigter efter at holde dampen oppe frem mod slutspillet, og de kommer på en kæmpe opgave i nat, når et ekstremt motiveret Detroit Lions-mandskab kommer på besøg. Med en sejr vil gæsterne være sikret en billet til det forjættede land, selv hvis Packers skulle trække det længste strå i divisionsfinalen næste weekend. Samtidig vil Lions rigtig gerne hævne sig for slutspilsnederlaget til Dallas for to år siden. Se med fra klokken 02.30 på TV3 SPORT 1. Der er garanti for intensitet og god underholdning.

Værterne har haft en fantastisk sæson med 12 sejre ud af 14 mulige, og det er faktisk kun Giants, der har spændt ben for Cowboys. ‘The G-men’ står bag begge Dallas’ nederlag i år. Holdet har været i en håndfuld relativt tætte opgør, men i de vigtige momenter har Dak Prescott og Ezekiel Elliott leveret varen. Divisionsrivalen Philadelphia Eagles blev besejret i overtime efter et flot comeback, mens Pittsburgh Steelers blev besejret i de aller sidste sekunder efter et touchdown af Elliott.

Gæsterne fra ‘Motor City’ har stort set kun spillet tætte opgør hele sæsonen, men har trukket sig sejrsrigt ud af de fleste (ni) efter fantastisk spil af quarterback Matthew Stafford. Senest kom Stafford og Co. dog ned på jorden igen med et nederlag til Giants, der holdt Lions til sølle seks point. Inden da havde Detroit vundet fem kampe i træk.

Cowboys-angrebet har været fremragende stort set hele sæsonen. Kun i de to nederlag til Giants og i den snævre sejr mod Vikings, kørte angrebsmaskinen ikke på fuldt blus. Ellers har den fænomenale rookie duo med quarterback Dak Prescott og runningback Ezekiel Elliott stået i spidsen for den ene sejr efter den anden. Prescott spiller som en rutineret quarterback med en ung spillers glød og atletiske evner. Han kontrollerer angrebet med et vildt overblik, og i kølvandet på kritikken af hans middelmådige præstation mod Giants, ramte han på 32 af 36 kast i sejren over Buccaneers. En historisk præstation.

Prescott har et rimelig komplet receiver-korps at kaste til med stærke Dez Bryant, vævre Cole Beasley og altid pålidelige Jason Witten. Det aller største angrebsvåben er selvfølgelig førnævnte Elliott og løbeangrebet. Med sin vilde kombination af hurtighed og power samt en imponerende evne til at læse blokeringerne har han løbet over det ene forsvar efter det andet og fører ligaen suverænt i løbeyards (1.551 yards). Bortset fra åbningskampen har runningbacken tilbagelagt over 80 yards langs jorden i alle kampe og er i den grad i spil til MVP-titlen. Både Prescott og Elliott er hjulpet af ligaens bedste offensive linje, men sjældent har et hold ramt jackpot mere, end Dallas gjorde i den seneste draft.

Lions’ forsvar står overfor en kæmpe opgave, men det er bestemt ikke en enhed uden kvalitet. Forsvaret tillader 20,4 point per kamp, hvilket er mere end respektabelt. Holdet har solide spillere på de fleste positioner, men der mangler måske de helt store stjerner. Cornerback Darius Slay er den største profil. Slay har haft en forrygende sæson og havde fortjent en plads i Pro Bowl. Desværre har en baglårsskade drillet ham de seneste uger, og misser han nattens opgør, er det en stor svækkelse. Til gengæld har forsvaret fået linebacker DeAndre Levy tilbage, mens Ziggy Ansah endelig er begyndt at lave spil efter en rusten sæsonstart. Forsvaret hænger godt sammen og er fornuftigt til at stoppe løbet og kastet. Det store problem er, at de forreste syv slet ikke genererer nok pass rush. Sølle 24 sacks er det blevet til, hvilket kun er gjort værre af horrible Cleveland Browns og New York Jets. Det kan blive en lang aften for Lions’ secondary, hvis Prescott får tiden til at gøre, som det passer ham.

Mens forsvaret kan karakteriseres som lidt over middel, er angrebet i den rigtig sjove ende af skalaen. Eller kasteangrebet er. Matthew Stafford har aldrig været bedre og kan med rette kalde sig selv for ‘The Comeback King’. I otte af de ni sejre var Detroit bagud i fjerde quarter, men quarterbacken førte alligevel holdet til sejr. Stafford excellerer virkelig i Jim Bob Cooters-angreb, der består af en lang række forskellige korte kastespil beregnet til at give fire, fem eller seks yards, hvilket konstant giver en overkommelig tredje down. Når chancer så byder sig, kan Stafford tage det dybe skud til Golden Tate, Marvin Jones eller erfarne Anquan Boldin. Det skal nævnes, at Stafford spiller med støtte på en af fingrene på sin kastehånd, hvilket virkede til at påvirke hans spil i nederlaget til Giants. Mens kasteangrebet fungerer rigtig godt, kan Lions ikke løbe bolden. Runningback Theo Riddick, der tidligere kun har været på banen i kastesituationer, viste okay takter i løbespillet i begyndelsen af sæsonen, men en skade har tvunget Dwayne Washington og Zach Zenner i aktion. Bag en offensiv linje, der ikke åbner mange huller, producerer de to unge runningback absolut ingenting. Den manglende balance kan koste dyrt.

Dallas er fremragende til at stoppe løbet, så der er ikke meget, som tyder på, at Detroit skulle få gang i det i nattens opgør. I skrivende stund fører Cowboys NFL i antallet af løbeyards imod per kamp med blot 80,9. Det skyldes i høj grad, at linebacker Sean Lee endelig har formået at holde sig skadesfri en hel sæson. Forsvarslederen er en tackle-maskine med sine utrolige instinkter og hurtighed, og så kan han levere chokerende hits på trods af sin beskedne størrelse.

Samtidig gør den defensive linje med to gange Crawford, Maliek Collins og Terrell McClain et solidt stykke arbejde med at komme af deres blokeringer. Men succesen skal primært tilskrives Lee og formidabel coaching af forsvarstræner Rod Marinelli. Dallas har haft problemer med at kreere pass rush, men defensive end David Irving spillede en forrygende kamp mod Buccaneers, hvor han med sin enorme længde konstant var i Jameis Winstons ansigt. Det tegner godt fremadrettet. Cowboys har også kvalitet i bagenden, hvor Orlando Scandrick, Brandon Carr og Morris Claiborne udgør en stærk cornerback-duo, mens atletiske Byron Jones spiller rollen som alt-mulig-mand. Derudover har forsvaret et par hårde hunde i Barry Church og J.J. Wilcox, der ikke er bange for at uddele hårde hits.

Afgørende matchups

For ethvert hold, der skal møde Dallas Cowboys, vil nøglen være at stoppe Ezekiel Elliott, og det er ingen undtagelse her. Lions’ forreste syv skal præstere deres bedste, så Elliott ikke får lov til at diktere opgøret bag den stærke offensive linje. Du kan ikke stoppe runningbacken fuldstændig, men kan du begrænse ham og hans produktion til under 100 yards, er du nået langt. På den anden side af bolden får Detroit nok en gang svært ved at løbe bolden, og derfor bliver duellen mellem gæsternes giftige receiver-duo og hjemmeholdets cornerbacks rigtig vigtig. Den duel skal Tate og Co. vinde for at skabe overraskelsen.

Vigtige skader

Cowboys: Hjemmeholdet er uden cornerback Morris Claiborne, linebacker Justin Durant, defensive tackle Cedric Thornton og defensive end DeMarcus Lawrence. Cowboys må sandsynligvis også undvære defensive end Tyrone Crawford, mens offensive tackle Tyron Smith er tvivlsom.

Lions: Gæsterne må se bort fra center Travis Swanson, mens cornerback Darius Slay og runningback Theo Riddick højst sandsynligt ikke kommer i aktion. Linebacker DeAndre Levy er tvivlsom.

Seneste møder

De to mandskaber mødtes senest i Wild Card-runden af 2014-sæsonens slutspil, hvor Dallas sejrede 24-20 efter en sand neglebider krydret med en kontroversiel kendelse (eller mangel på samme), der gik imod Detroit. Ironisk nok var Cowboys ikke specielt heldige med dommerne ugen efter i nederlaget til Green Bay Packers.

Samlet vurdering

Dallas er det bedre hold, mens da Lions har noget at spille for og mere brug for sejren, henter de en overraskende sejr. Detroit vinder 24-23.

2 KOMMENTARER

  1. Hvordan ser I kampen? Er der overhovedet noget at spille om? Cowboys kan jo ikke nå mere, og Lions har en altafgørende kamp på søndag mod mine Packers…. Kommer vi til at se to “back up” teams?

    • Hej Erik.

      Cowboys har meldt ud, at de ikke vil spare spillere, mens Lions har alt at spille for, da de kan sikre sig en plads i slutspillet med en sejr. Uanset resultatet vil vinderen af Lions-Packers få divisionstitlen.

Comments are closed.