New York Jets har i lang tid været kendt for deres utroligt talentfulde defensive linje. Men specielt en af spillerne har ikke været nem at have med at gøre uden for banen, og nu vil Jets se, om man kan få noget værdi for ham.

Muhammad Wilkerson, Leonard Williams og Sheldon Richardson. På papiret er det en af de skarpeste defensive linjer i ligaen, og mange offensive koordinatorer ligger vågne til langt ud på natten bare ved tanken om at skulle dække alle tre spillere. Men det kan være slut inden længe.

Læs også: Brown og Steelers tæt på aftale om megakontrakt

Ifølge Rich Cimini fra ESPN.com, vil Jets forsøge at få noget værdi for den stærke defensive tackle, inden hans kontrakt udløber til næste forår. Richardson og Jets er nemlig langt fra enige om en forlængelse, og spørgsmålet er, om de overhovedet bliver det, inden free agency åbner i 2018. Hvis ikke, vil Richardson forlade holdet uden nogen form for kompensation, og Jets må vente til 2019 draften, før man får tildelt et muligt kompensationsvalg.

Talentet er én ting

Der er vist ingen, som er i tvivl om, at Sheldon Richardson har værktøjerne til at fungerer som en effektiv defensive tackle i ligaen. Men talentet er ikke ene om at dikterer størrelsen på Richardsons næste kontrakt. Hans næste arbejdsgiver skal nemlig også kunne håndtere dét, som følger uden for banen.
I 2015 fik Richardson en karantæne for at have overtrådt ligaens misbrugsregler. Blot 2 uger efter at have modtaget sin karantæne, blev Richardson derudover anholdt i Missouri blandt andet efter at have kørt over 225km/timen for at undgå politiet. Da han endelig blev fanget, var han ikke alene i bilen. Udover Richardson sad også 2 andre mænd og en 12-årig. Bilen lugtede af hash og der blev fundet en ladt pistol under førersædet.

Læs også: Kawann Short franchise-tagget af Panthers

Richardson blev i 2016 dog kun dømt for hensynsløs kørsel og modsættelse af anholdelse, da man ikke fandt tilstrækkelige beviser for de øvrige anklager. Den ladte pistol var tilladt ifølge love i Missouri, og da Richardson besad de rette tilladelser frafaldt anklagen.

Prisen?

Jets har udset sig et førsterundevalg som prisen for Richardson, men det prisskilt kan ende med at skræmme en del købere væk. Flere eksperter mener, at Richardson burde koste et valg i 2. eller 3. runde, mens andre foreslår, at en spiller kunne sendes den anden vej.


Skulle dit hold ende med at handle sig til Richardson, får de hans rookiekontrakt med i købet. Den er ikke voldsom næste sæson, men når den udløber, skal Richardson betales. Og det kan ende med at blive dyrt.
Jets har stadig lidt tid endnu. Richardson står til at tjene 8 mio dollars næste sæson, og de penge bliver garanterede fra den 9. marts, når den nye NFL sæson officielt starter. Skulle de vælge at cutte ham, står de ikke til at have nogle “dead money”, som har indflydelse på deres salary cap.