Den mangeårige Jets-linebacker David Harris stopper karrieren efter 11 sæsoner i ligaen. Harris var i mange år lederen i midten af Jets-forsvaret.

I 10 sæsoner var David Harris manden i midten af Jets-forsvaret. Linebackeren var en tackle-maskine, der satte tonen på holdet. Harris spillede 10 sæsoner hos New York Jets, inden han i år havde en mindre rolle på et AFC-vindende Patriots-hold.

Efter at have misset en Super Bowl-ring i år, siger 34-årige Harris dog stop. I en pressemeddelse skriver han: “Efter at have spillet den bedste holdsport på det højeste niveau i 11 år, er det tid til, at jeg meddeler mit karrierestop.”

David Harris blev valgt af Jets i anden runde af 2007-draften og var essentiel på det stærke Jets-forsvar, der bl.a. nåede AFC-finalen, i starten af dette årti. Harris nåede op på næstflest tacklinger i Jets’ historie, og mange forventer, at han bliver indlemmet i deres Ring of Honor på et tidspunkt.