Odell Beckham Jr. har afvist rygter om, at han ikke deltog i Giants’ frivillige træningspas på grund af et ønske om en ny kontrakt.

Hvert eneste skridt, som Odell Beckham Jr. tager, bliver vejet og vurderet. Sådan er det at være en kæmpe stjerne i det mediecirkus, som hersker i New York City.
Opmærksomheden omkring den fantastiske wide receiver kom igen til udtryk, da OBJ ikke var til stede under New York Giants’ frivillige træningspas – voluntary minicap – hvilket lokale medier hurtigt tolkede som et tegn på, at han blev væk i utilfredshed over sin kontraktsituation.
Men de spekulationer afviste Odell Beckham blankt, da han tirsdag var tilbage på holdets anlæg.
“Jeg tog mig bare tiden til at træne. Til virkeligt at vokse og blive mere moden… Du er nødt til at reflektere over livet og lære nye ting,” sagde receiveren på et pressemøde foran en kæmpe flok af lokale pressefolk, før han adresserede kontraktsnakken.


“Det lader jeg manden for oven (gud) fokusere på. Når den tid kommer, så kommer den. Lige nu er det ikke tid til at diskutere det. Jeg kommer her for at spille football. Jeg designer ikke kontrakten. Min agent ved ti gange så meget om det, som jeg gør. Jeg komemr bare her for at spille football og gøre alt, hvad jeg kan på banen, og så vil resten nok klare sig selv, siger Beckham.”
Om den unge playmaker fortæller hele sandheden er selvfølgelig uvist, men der er ingen tvivl om, at når hans rookie-kontrakt inden alt for længe bliver byttet ud med hans første “reelle” NFL-kontrakt, så kan han meget vel kalde sig for den bedste betalte wide receiver i ligaen.
Lige nu tilhører den titel Antonio Brown, der kan se $17 millioner tikke ind på kontoen om året.