Både Rashad Jennings og Shane Vereen misser New York Giants’ Monday Night-opgør mod ubesejrede Minnesota Vikings.

Rashad Jennings er godt nok blot registreret som ”tvivlsom” før aftenens opgør, men ifølge ESPN’s kilder vil den 31-årige running back misse sin anden kamp på stribe med en skade i tommelfingeren. Jennings var ikke på forhånd spået de store chancer for at blive kampklar, efter han knap har været på træningsbanen i den seneste uges tid.

I stedet forventes Giants at sætte sin lid til Orleans Darkwa og Bobby Rainey, da man mistede Shane Vereen i sidste rundes opgør mod Washington Redskins. Vereen pådrog sig ved denne lejlighed en skade i sin triceps og forventes ikke at spille igen i 2016.