New York Giants har valgt at suspendere cornerbacken Dominique Rodgers-Cromartie, mens cornerback-kollegaen Eli Apple klager over ‘kulturen’ på holdet. 

Det kører bestemt ikke for New York Giants i øjeblikket. Klubben har endnu ikke vundet en kamp i indeværende sæson og har netop mistet flere receiverprofiler.
Og den hårde sæsonstart har tydeligvis tæret på holdet. Noget tyder i hvert fald på, at der er interne stridigheder på holdet – og især på forsvaret.
I weekendens nederlag til Chargers begyndte cheftræner Ben McAdoo og Dominique Rodgers-Cromartie at skændes på sidelinjen. Skænderiet begyndte, efter Rodgers-Cromartie blev pillet ud af kampen og handlede angiveligt om Rodgers-Cromarties spilletid. Han var heller ikke at finde på holdets ’injury report’ efter kampen, og selvom McAdoo sagde, han døjede med et slag, tyder det på, at han simpelthen bare blev bænket.
Den episode har siden fået yderligere konsekvenser. Onsdag annoncerede McAdoo nemlig, at klubben har valgt at suspendere den erfarne cornerback.


Ifølge McAdoo dukkede Rodgers-Cromartie onsdag op på træningsanlægget, hvorefter han valgte at forlade stedet uden at deltage i træningen. Det sker, efter at parterne tirsdag havde en personlig snak om skænderiet.

*** Læs også: Rygte: Eli Manning til Jaguars

Også cornerbacken Eli Apple blev bænket i kampen efter flere skuffende præstationer. Det har Apple siden udtrykt sin utilfredshed med, og han har derudover kritiseret ‘kulturen’ på holdet.
– Jeg var ikke glad, sagde 23-årige Apple efter kampen. – Det er, hvad der sker. Du taber taber, og det skal være nogens skyld, og de kigger rundt og tænker, ’Han er problemet’. Men det er ikke bare en spiller – det er hele kulturen, det er alt.
Og som om det ikke skulle være nok, så har den dygtige safety, Landon Collins, også blandet sig. Ifølge ham blev Rodgers-Cromartie nemlig suspenderet af McAdoo, inden han forlod træningsanlægget. Han er altså ikke enig i McAdoos udlægning af uenigheden med Rodgers-Cromartie.


De interne problemer har tydeligvis fået sneget sig med ind på banen. Forsvaret, der var Giants’ helt store styrke i 2016, har således været langt fra sidste års niveau og tillader i gennemsnit næsten syv point mere per kamp i år.