Egentlig udløb Drew Brees’ kontrakt efter den kommende sæson, men onsdag aften dansk tid blev parterne enige om at forlænge samarbejdet til 2017.

På vej ind til sæson nummer 11 for New Orleans Saints har Drew Brees sikret sig, at han også får sæson 12 med i Jazz-byen.

Onsdag aften offentliggjorde parterne nemlig, at de var blevet enige om en ny 5-årig kontrakt, der reelt er en 2-årig aftale, da kontraktens resterende år automatisk forsvinder efter 2017-sæsonen.

37-årige Brees vil i løbet af 2016 og 2017 komme til at tjene i omegnen af 44 millioner dollars svarende til omkring 290 millioner danske kroner.

I sidste sæson var den rutinerede Saints-quarterback blandt ligaens bedste, og i 15 kampe kastede han for 4870 yards, 32 touchdowns og 11 interceptions.

Brees og resten af holdet skal på søndag møde Oakland Raiders i sæsonens første kamp.