Saints’ angreb leverede hele syv touchdowns i søndagens storsejr over Los Angeles Rams, men det er ikke alle, som er lige tilfredse.

Wide receiver Brandin Cooks fik ikke kastet en eneste bold i sin retning i søndagens opgør, og det har angiveligt bidraget til Cooks’ frustration omkring sin rolle for Saints-angrebet. Ifølge ESPN mener den blot 23-årige receiver, at han bør være holdets fremmeste offensive kort.

Cooks skrev efterfølgende en forholdsvis kryptisk besked på de sociale medier, der kan læses som et udtryk for hans frustrationer, hvorfor han muligvis vil søge lykken i free agency for at tjene en god slant penge og få sin ønskede rolle opfyldt:

Alligevel er det svært at forstå Cooks’ frustration fuldt ud, da det ikke just er tilfældet, at han bliver totalt ignoreret af Drew Brees. Brandin Cooks har således næstflest grebne bolde (51), næstflest yards (736), og touchdowns (seks) i 2016-sæsonen. Forinden søndagens opgør var Cooks altså blevet fodret med rigeligt af bolde fra sin quarterback. Desuden er det svært at klage over angrebets produktion – med eller uden Cooks’ involvering – da Brees og co. står noteret for både flest offensive yards (434 pr. kamp) og touchdowns (41) i 2016.