Ifølge ESPN har New England Patriots tilføjet en præstationsbonus i Rob Gronkowskis kontrakt, som kan indbringe ham i omegnen af 28 millioner danske kroner.

Kontraktsituationen mellem New England Patriots og superstjernen Rob Gronkowski er en konstant kilde til uro og forhandling, og nu er parterne blevet enige om at tilføje en præstationsbonus, som kan indbringe Gronkowski cirka 28 millioner danske kroner i 2018.

Adam Schefter fra ESPN fortæller i den forbindelse, at bonusen er todelt, hvoraf cirka 6,5 millioner danske kroner fordeles henover de grundspilskampe, som “Gronk” deltager i, mens de resterende 21,5 millioner danske kroner betales efter gensidigt aftalte sæsonmål.

Med denne kontrakttilføjelse in mente kan Rob Gronkowski tjene op til 84 millioner danske kroner i 2018.

New England Patriots og Rob Gronkowski lavede en lignende tilføjelse før 2017-sæsonen, som inkluderede cirka 35 millioner danske kroner med afsæt i sæsonmålsætninger. I 2017 var sæsonmålene for indtjening af bonussen fastsat til bl.a. “minimum 80 grebne bolde”, “minimum 1.200 yards” og “udvælgelse til All Pro-førsteholdet”.