Søndag eftermiddag kom der dårlige nyheder for alle New England Patriots-fans. Tre sandsynlige startere på angrebet er ude med skader, og minimum to skader er alvorlige.

Vi ved allerede, at New Englands angreb skal klare sig uden Tom Brady i holdets første fire kampe. Nu er quarterbackafløseren Jimmy Garappolos arbejdsbetingelser så tilmed blevet en del dårligere, da højre tackle Sebastian Vollmer meldes ude for hele sæsonen samtidig med, at Dion Lewis og Shaq Mason også er ude med skader.

Runningbacken Dion Lewis, der blev korsbåndsskadet sidste år, er nødt til at undergå endnu en knæoperation og forventes ude i 8-10 uger.

Shaq Masons skade er en brækket hånd, og hvor lang hans ufrivillige pause bliver er endnu ukendt.

Umiddelbart tager Marcus Cannon over for Vollmer, mens James White overtager Dion Lewis’ rolle.