Defensive end Rob Ninkovich gør quarterback Tom Brady selskab i straffeboksen med karantæne i fire kampe.

New England Patriots må allerede undvære quarterback Tom Brady, offensive tackle Sebastian Vollmer og runningback Dion Lewis et godt stykke ind i denne sæson, og nu vil holdet også være uden defensive end Rob Ninkovich i de fire første spilleuger.

I dag erkendte forsvarsspilleren nemlig, at han står over for en karantæne på fire kampe, efter han er blevet testet positiv for et ulovligt stof.

“Få ting er vigtigere for mig end mit navn og ry. Det her sår måske tvivl hos nogle, hvilket gør rigtig ondt. Jeg vil ikke snyde. Jeg vil gøre tingene på den rigtige måde med høj integritet, og det er det, jeg altid har stået for,” sagde 32-årige Ninkovich til ESPN.

For Patriots gør karantænen faktisk ikke den store forskel, da veteranen allerede var forventet ude indtil oktober. Under en fælles træning med New Orleans Saints for lidt over tre uger siden rev Ninkovich nemlig sin ene triceps-muskel over.

Han har lige nu den tredje-længste aktive stime for kampe spillet i træk for defensive ends med 102. Den stime får dog en brat ende, når New England tager hul på sæsonen ude mod Arizona Cardinals om ni dage.