Tom Bradys kone, Gisele Bündchen, siger i et interview med CBS, at Brady spillede med en hjernerystelse sidste år. NFL-holdene har til krav at berette om alle skader, og specielt hjernerystelser er et stort fokuspunkt, så der kan være en ny, stor Patriots-sag på vej.

Tom Brady agter angiveligt at spille, til han bliver 50 år, men står det til hans kone Gisele Bündchen, stopper han en del før det. I sin mission for at fortælle om brutaliteten ved football kom quarterbackens brasilianske hustru dog til at tale over sig og afslørede, at Brady spillede med en hjernerystelse i 2016.


Det skete under et live-interview med tv-kanalen CBS Morning onsdag morgen amerikansk tid.
“Det er en aggressiv sport. Han (Brady) havde en hjernerystelse sidste år. Vi taler ikke om det, men han har hjernerystelser stort set hvert år,” sagde Gisele Bündchen.
Problemet her er, at Patriots på intet tidspunkt sidste år indberettede, at Tom Brady havde en hjernerystelse, så hvis det skulle være sandt, og New England har skjult det, er det et groft brud på NFLs regler på punktet.
Ligaen har generelt strenge krav, hvad angår indberetningen af skader, men med de konsekvenser, som det efterhånden er bevist, at hjernerystelser kan have senere hen i livet, vil det være ekstra alvorligt for Patriots.
Vi kan selvfølgelig ikke konkludere, at den snart 40-årige quarterback spillede med en hjernerystelse, fordi hans kone siger det, men det vil med al sandsynlig betyde, at NFL vil undersøge sagen nærmere.


På samme tid opstår der en masse spørgsmål om, hvordan det ikke er blevet opdaget (hvis det altså er sandt), og om de uafhængige lægefolk, der har til ansvar at holde øje med hjernerystelser, er dygtige nok. Og hvis Patriots bevidst har skjult det, så venter der nok en straf på dem inden for den nære fremtid.

1 KOMMENTAR

  1. Nu skal man ikke dømme nogen uden beviser, men man bliver sgu lidt irreteret over alle de historier, der dukker op om muligt snyd, fra New England. Om det er fordi der er gået jantelov i midsundelsen, fra resten af NFL, eller om de bare er sindsyg dygtige, både til at bygge deres hold op, og til at bøje reglerne, uden at bryde dem, så bliver man træt og ked af de her gentagne rygter og sager.

Comments are closed.