New England Patriots-tight end, Martellus Bennett, har døjet med en ankelskade i længere tid. Nu er det kommet frem, at Bennett spiller med en revnet knogle i anklen, og han forventes at spille sæsonen færdig.

Når New England Patriots i aften tager imod Pittsburgh Steelers i AFC-finalen, bliver det med alle 53 mand i truppen til rådighed. Men kigger vi under overfladen, er det bestemt ikke alle spillere, der er på 100 procent.
Patriots’ tight end, Martellus Bennett, har døjet med en ankelskade i et par måneder, og nu rapporteres det, at angrebsprofilen rent faktisk spiller med en revnet knogle i anklen og små løse knoglestykker i foden.


Det er en god forklaring, hvorfor Bennett, der på trods af skaden har spillet samtlige kampe, ikke har været lige så dominerende i den sidste halvdel af sæsonen, som han var i starten. Bennett var over 100 yards tre gange og scorede tilmed tre touchdowns mod Cleveland Browns i løbet af hans første ni kampe for New England. Siden har han ikke grebet for flere end 70 yards i et opgør.
Den 29-årige angrebsspiller skal meget muligt under kniven i begyndelsen af foråret, og Patriots forventes at gå stærkt efter at få en forlængelse i hus med den hårdføre tight end, hvis kontrakt udløber i marts.
Skulle du være i tvivl, er Martellus Bennett selvfølgelig med i aftenens AFC-brag. Brækket ankel eller ej.