Ud over en overlegen sejr i nattens kamp mod Houston Texans fik New England Patriots også en stor stjerne tilbage i aktion, da tight end Rob Gronkowski spillede for første gang i sæsonen.

New England Patriots besejrede i nat dansk tid Houston Texans med 27-0 hjemme på Gillette Stadium, og mens holdet var uden dets to bedste quarterbacks i Tom Brady og Jimmy Garoppolo samt linebacker Dont’a Hightower, kunne Patriots i stedet glæde sig over sæsondebut til angrebsprofilen Rob Gronkowski.

Tight enden havde siddet ude mod Arizona Cardinals og Miami Dolphins med en forstrækning, men i nat var han så tilbage på banen. Dog i en begrænset udgave.

“Det føltes bare godt at være tilbage derude og få taget hul på sæsonen. Nu har jeg lidt ekstra tid til at blive helt klar,” sagde Gronk efter kampen med henvisning til, at New Englands næste kamp mod Buffalo Bills først er om ni dage.

Gronkowski var blot at finde på banen på 14 spil og så et enkelt kast komme i sin retning. Det var i en 3&1-situation på Houstons 6-yard-linje, hvor angrebsspilleren blev dækket op af cornerback Kevin Johnson. Gronk fik ikke nogen mulighed for at gribe bolden, da Brissett leverede et af sine få dårlige kast på spillet.

“Det spil glemmer vi bare. Vi fik sejren, baby!,” lød det i velkendte toner fra den altid smilende tight end.