Cardinals og Patriots mødtes i en mulig forsmag på Super Bowl 51, og kampen skuffede absolut ikke. Kampen blev afgjort i de sidste sekunder.

Inden kampen var Cardinals tippet til at være favoritter med 10 point i Las Vegas. Det var ikke mindst, fordi Patriots kom til ørkenen uden Tom Brady (karantæne) og Rob Gronkowski (forstrækning i baglåret). Kampen bar dog ikke præg af, at der var en klar favorit. Hele kampen igennem var det ekstremt lige, og det var især tilfældet helt til sidst, hvor et misset field goal afgjorde kampen til Patriots fordel. En mere en godkendt indsats af Jimmy Garoppolo gjorde, at Patriots trak sig overraskende ud som vinder i Arizona med cifrene 23-21.

Første halvleg med skiftende momentum

Cardinals valgte bolden til at starte med for at få en god offensiv start, men det virkede ikke efter hensigten. Efter en enkelt første down gik Carson Palmer og resten af angrebet i stå, og det endte med et hurtigt punt.

Bedre gik det for Jimmy Garoppolos første drive som startende quarterback. I fuld kontrol dirigerede han sit hold ned af banen, og flere gange gik det ud over rookie cornerback Brandon Williams. Det gjorde det også, da en misforståelse mellem Williams og den dybe safety gjorde, at receiver Chris Hogan kunne løbe helt fri og score et 37-yard touchdown på et flot kast fra Garoppolo.

På det efterfølgende drive gentog historien sig for Cardinals angreb. Denne gang blev det en tre og ud, og på dette tidspunkt så det ud som om, at Patriots forsvar havde helt styr på, hvad Cardinals kom med offensivt.

På angrebet fortsatte Jimmy Garoppolo de fine takter. Godt hjulpet af en forbedret løbeangreb og en Julian Edelman i storform kom Patriots frem til Cardinals’ 29-yard linje, men her sluttede det også, og New England måtte nøjes med et field goal af Stephen Gostkowski. Hermed stod det 10-0 til Patriots.

Cardinals tredje drive endte hurtigt som de to første, men på det efterfølgende Patriots drive skulle der ske noget, der ville sætte gang i Carson Palmer og kompagni. På et kastespil på midten af banen kom outside linebacker Markus Golden nemt forbi offensive tackle Marcus Cannon og ind til Jimmy Garoppolo, der fumblede bolden. Tidligere Patriots spiller Chandler Jones samlede bolden op, og den gode placering på banen udnyttede Cardinals til at score deres første point i kampen. Det kom via et kort touchdown fra Carson Palmer til Larry Fitzgerald.

https://twitter.com/DLineVids/status/775185061557706752

Scoringen til Arizona vendte momentum på hovedet og lige pludselig var det Bruce Arians’ tropper, der havde medvind på banen. De formåede dog ikke at udnytte det yderligere, og de måtte gå i omklædningsrummet bagud med tre point – 10-7.

Det endte som en neglebidder

Tredje quarter begyndte som starten af kampen. Jimmy Garoppolo fik bolden og drivede Patriots hele vejen ned i red zone, hvor LeGarrette Blount tog tre Cardinals forsvarere med i end zone til en føring på 17-7. Efter et mislykket drive af Cardinals blev Blount dog skurk, da han fumblede bolden dybt nede i Patriots’ ende. Fem plays efter stod den lige pludselig 17-14, efter det store runningback-talent David Johnson buldrede ind i end zone.

I modsætning til første halvleg formåede Patriots dog at svare igen, og med et drive, der varede næsten syv minutter, fik Stephen Gostkowski igen gjort forskellen en smule større. Denne gang til 20-14.

Det skræmte dog ikke Carson Palmer og David Johnson. På det efterfølgende drive havde Johnson et helt absud løb, der dækkede 45 yards, hvor han løb igennem fire eller fem tacklinger. Fire plays efter greb Larry Fitzgerald en mere eller mindre umulig bold, som gav Cardinals føringen med 21-20.

For første gang i kampen var Patriots bagud, og med ti minutter tilbage var alt presset på Jimmy Garoppolo for at putte nogle point på tavlen. Jimmy G var dog kølig som sjældent set, og via blandt andet tre konverteringer på tredje down førte han New England i en position, hvor Gostkowski kunne bringe Patriots foran endnu en gang. Med et 32-yard field goal gjorde han netop det, og med 3.44 tilbage på uret, kunne Cardinals selv afgøre det med et field goal. Stillingen var 23-21.

På dette drive var Larry Fitzgerald altdominerende. Han greb bolde af henholdsvis 21, 15 og 10 yards, og Cardinals var efterhånden i en afstand, hvor Chandler Catanzaro kunne ramme et field goal. Det endte med et forsøg på 47 yards, men et dårligt snap ødelagde det for Catanzaro, og han skød den venstre om den ene opstander med 36 sekunder tilbage. Dermed kunne Jimmy Garoppolo gå på banen, tage et knæ og nyde sin første sejr som startende quarterback.

Du kan se highlights fra kampen her.

Og til sidst en lille kuriositet

Siden Bill Belichick blev head coach for Patriots er holdet altså 5-1, når de er underdogs med 9.5 point eller flere hos bookmakerne. Det må da siges at være imponerende.