Efter at have misset ugens første to træninger var Tom Brady igen tilbage på træningsbanen i dag. Han var ikke meget for at snakke om sin skade, men er listet som tvivlsom til weekendens rivalopgør mod New York Jets.

Søndag hentede New England Patriots en komfortabel sejr i San Francisco og kom tilbage på rette spor efter et nederlag til Seattle Seahawks. Men den sejr er blevet fulgt op med et par lidt mystiske dage i Foxborough, hvor Tom Brady ikke har været til stede på træningsbanen med sine holdkammerater.

De missede træninger onsdag og torsdag skyldtes en knæskade, der naturligvis satte skub i spekulationer hos journalister og bekymringer hos Patriots-fans om alvorligheden af skaden. Men i dag udbrød der så et lettelsens suk, da quarterbacken igen indtog træningsbanen ved Gillette Stadium. Både cheftræner Bill Belichick og hovedpersonen selv var kryptisk omkring sin status til kampen. Brady er officielt meldt tvivlsom.

“Vi får at se,” svarede den firedobbelte Super Bowl-vinder til åbningsspørgsmålet om, hvorvidt han spiller søndag. “Alle døjer med ømhed og knubs. Det er bare en del af spillet,” sagde Brady underspillende.

Den 39-årige stjerne bejler i den grad til MVP-titlen. Han har i sine seks kampe ramt på 70,4 procent af sine kast for 1.915 yards med 16 touchdowns og en enkelt interception til følge. New England Patriots kan dog føle sig ganske trygge, hvis Brady ikke spiller søndag. Jimmy Garoppolo er en af de bedste backups i NFL og leverede rigtig fint i Bradys karantænefravær i begyndelsen af sæsonen.

Desuden må Patriots undvære special teams-specialisten Matthew Slater, mens Rob Gronkowski er et stort spørgsmålstegn. Tight end Martellus Bennett og wide receiver Julian Edelman er tvivlsomme, men spiller højst sandsynligt.