Tom Brady blev lovprist efter det vanvittige Super Bowl-comeback mod Atlanta Falcons, men ifølge hovedperson selv var det langt fra karrierens bedste præstation.

Her otte dage senere sidder NFL-fans sikkert stadig og genlever den fantastiske Super Bowl LI, der midt i tredje quarter lignede en udstilling af New England Patriots, men endte med at være en af de bedste finalekampe nogensinde efter et vanvittigt comeback.
Superlativerne fløj rundt og specielt i retning af quarterback Tom Brady, der om nogen var manden bag det historiske Super Bowl-comeback (vi må selvfølgelig heller ikke glemme runningback James White, der sagtens kunne være løbet med MVP-titlen i stedet for Brady). Men i et interview med TheMMQB’s Peter King, understreger en ærlig Brady, at præstationen i Super Bowl LI ikke var hans bedste præstation.
“Jeg synes, det var en af de bedste kampe, jeg nogensinde har spillet i, men når jeg tænker på et interception return for touchdown, nogle andre missede muligheder i de første 38 minutter, så ser jeg ikke det at spille godt i halvanden quarter plus overtime som en af de ‘bedste kampe nogensinde’. Men det var uden tvivl en af mest spændende, da der var så meget på spil, og det endte med at være et utroligt opgør, sagde den femdobbelte Super Bowl-vinder.


“Der var så mange faktorer, som spillede ind i den kamp: et højtscorende angreb, et top-rangeret forsvar, den længste Super Bowl på fire og en halv time, den måde kampen udviklede sig i første halvleg i forhold til, hvad der skete i anden halvleg… Så det var en fantastisk kamp,” sagde Brady.
Quarterbacken var i store problemer i første halvleg, hvor han måtte absorbere flere store hits og ikke kunne finde rytmen, men i kampens sidste tredjedel samt overtime var han blændende. Slutresultatet hjælper nok også, da Peter King spørger ind til Bradys fysiske forfatning efter fem sacks.
“Jeg har ingen smerter. Jeg har det super. Jeg er på 100 procent,” fortalte Brady.
Tom Brady nyder lige nu en ferie i den fantastiske natur i Montana.