Et ikonisk artefakt fra nattens Super Bowl blev på tragisk vis væk for den legendariske quarterback i omklædningsrummet.

Der er ingen tvivl om, at nattens Super Bowl var en helt spektakulær én af slagsen. Et historisk comeback sikrede New England Patriots sejren, efter de var bagud med hele 25 point – 3-28. I en sådan sejr er den trøje, spillerne brugte i kampen vigtig for dem. De er beskidte, men har en enorm sentimental værdi for spillerne og ikke mindst også NFL, som senere bruger trøjen i Hall of Fame.
Det er kutyme, at en spilletrøje bliver udstillet i Hall of Fame når der bliver skrevet historie i NFL’s kampe. Om det så bliver den velkendte i Canton, eller Patriots’ egen Hall of Fame, at trøjen skal udstilles vides dog ikke.
Planerne om en sådan udstilling blev dog midlertidigt sat på hold efter kampen, da Brady ikke kunne finde sin trøje i omklædningsrummet. I en video på Twitter ses han, omkranset af to store sikkerhedsfolk, lede febrilsk efter det ikoniske artefakt. I videoen kan det yderligere høres, da Brady med mistro i stemmen fortæller ejer Robert Kraft, at hans trøje er blevet stjålet. Der sker omkring 40 sekunder inde i videoen:


Trøjen var stadig ikke fundet da Brady sammen med resten af holdet forlod NRG Stadium i Houston senere på aftenen. Da en reporter spurgte ind til sagen, var Bradys eneste kommentar, lidt kækt, at ”den ser vi nok på eBay i morgen”.


Trøjen er stadig ikke fundet, og politiet i Houston har nu indledt såvel en efterforskning som en eftersøgning af trøjen. Og de tager ikke let på den slags. Politiet har sågar bedt Texas Rangers om hjælp til at finde den.
Hvis først Chuck Norris er involveret skal den nok komme frem!