Tom Brady kan ikke vente med at komme i aktion, og quarterbacken er spændt på, hvad angrebet kan præstere i hans første kamp i sæsonen.

Der kan ikke være meget tvivl om denne spillerundes største fokuspunkt: Tom Bradys sæsondebut mod Cleveland Browns efter overstået DeflateGate-karantæne. Hovedpersonen selv har lagt miseren bag sig og koncentrerer sig udelukkende om den forestående opgave i Cleveland.

“Jeg elsker at spille for New England, og jeg vil gå ud i denne uge og gøre dem (fansene) stolte,” sagde Brady i et interview tidligere på ugen.

NFL-eksperter, følgere og tilhængere forventer, at den 39-årige quarterback vil gå ud og ydmyge Browns, men Brady erkender selv, at man ikke bare kan ignorere en pause på fem uger.

“Du trykker ikke bare på en knap, og så er alt, som det var før. Jeg har brug for noget tid til at indhente nogle ting og se, hvor vi står på både træningsbanen og i kamp.”

Ifølge den tidligere NFL-quarterback Matt Hasselbeck kan det dog kun betegnes som positivt, at Brady ikke har spillet og er helt frisk efter fire spillerunder.

Vi kan kun gætte på, om Tom Brady vil spille på et MVP-niveau eller vise rust i dagens opgør, men vi kan være sikker på, at legenden vil være mere tændt end længe set.